Pengene galopperer ud af Lego-ejers stutteri
Stutteriet Blue Hors, der er ejet af Kjeld Kirk Kristiansen, taber igen penge. Heldigvis er der masser af egenkapital at tage af.
Mens Lego-overhovedet Kjeld Kirk Kristiansen tjener store summer på farverige klodser, fosser millionerne ud af hans hestestutteri Blue Hors.
På fem år har stutteriet ved Randbøl i Jylland tabt næsten 220 mio. kr. Alene i 2017 havde stutteriet et underskud på 37 mio. kr. Det viser et nyt regnskab.
Heldigvis for Lego-kongen har Blue Hors en solid egenkapital på 217 mio. kr. Stutteriet ejer heste til en værdi af knap 70 mio. kr., fremgår det.
Kjeld Kirk Kristiansen, der er bestyrelsesformand i Blue Hors, ejer 100 pct. af stutteriet, som han grundlagde i 1992. I dag er det et af landets største af sin slags, og det har gennem årene avlet flere OL-deltagende heste.
Men Kjeld Kirk Kristiansens kærlighed til de firbenede dyr er tydeligvis en bekostelig affære.
Hvor Lego-ejeren taber store summer på sit stutteri, forholder det sig helt anderledes for den tidligere toprytter Andreas Helgstrand. Hans koncern, der består af køb og salg af heste og stutteridrift, har på fem år tjent over 220 mio. kr.
Vender man blikket mod en anden Lego-arving, Kjeld Kirk Kristiansens søn Thomas Kirk Kristiansen, har der heller ikke været meget økonomisk succes med heste. I løbet af foråret lukker Thomas Kirk Kristiansen sit stutteri, Kirk Arabians, efter et samlet tab på over 100 mio. kr.
Ejendommen, der huser Kirk Arabians-stutteriet, overgår til det nærliggende Schelenborg Gods, som er ejet af Kjeld Kirk Kristiansen.



