Nestlé sikrer sig Starbucks' kaffeblanding
Det schweiziske fødevarekonglomerat Nestlé har mandag indgået en aftale, som skal sikre selskabet en ny "kaffeblanding" og en kraftigere ristning af koncernens vækst i kaffesegmentet.
Nestlé har indgået en aftale med den amerikanske kaffekæde Starbucks, som sikrer den schweiziske virksomhed retten til at sælge Starbucks kaffe og andre produkter i detailhandelen verden over.
Og Nestlé betaler intet mindre end 7,15 mia. dollar for bare at få lov.
Med aftalen forsøger Nestlé at sparke gang i sit globale kaffesalg og især i USA, er det meningen, skriver Wall Street Journal, at mandagens aftale skal hjælpe. For her har Nestlé blot en markedsandel på 3 pct., mens JAB Holding, som Starbucks fortsat vil samarbejde med på kapselmaskinemarkedet, sidder på 15 pct. efter opkøbet af Keurig i 2015.
Analytikere peger dog på, at det er en dyr aftale for Nestlé, der betaler 3,6 gange den ventede omsætning, mens man over tid typisk har betalt 3 gange omsætningen for tilsvarende aftaler eller overtagelser i fødevaresektoren, lyder vurderingen fra analysehuset Bernstein.
En "meget, meget overbevisende" pris, er meldingen derimod fra Starbucks, der ikke blot kan se frem til den store forudbetaling, men også vil se sine produkter komme med i Nestlés stærke distributions- og markedsføringsmaskine i næsten 190 lande. Det vil mere end seksdoble det antal lande, hvor man i dag kan finde Starbucks' produkter i detailforretninger, og Starbucks vil nu få sin kaffe med i Nespresso, der jo er Nestlés kapselmaskinekoncepts, udbud samt i Dolce Gusto. Dermed er Starbucks' kaffe at finde i de to største kapselmaskiner på verdensplan.
Starbucks vil ifølge Bloomberg News bruge indtægten fra aftalen til at sikre den stærke vækst i Kina og samtidig sparke gang i markedet i USA, hvor man i 2017 blot så en vækst på 3 pct. Starbucks aktie ligger mandag eftermiddag lidt i minus med 0,2 pct. i USA, mens Nestlé steg 1,6 pct. i Europa.


