Californien vil gøre solceller til lovkrav på nye huse
Fra 2020 skal alle nye huse være udstyret med solceller i Californien, der i forvejen har satset stort på solenergi.
Solceller på taget bliver ikke længere bare normalt, men faktisk et lovkrav i Californien. I hvert fald på alle nye huse på op til tre etager.
Det vil Californiens energikommission vedtage onsdag, skriver Wall Street Journal.
Reglen skal gælde fra 2020, altså om under to år, og dermed vil prisen for at bygge et nyt hus stige med omkring 60.000 kr. i gennemsnit. Til gengæld kan beboerne så glæde sig over egen elproduktion fra den bagende sol, der er en hyppig gæst i Californien.
Af samme grund er solenergi ikke et ukendt fænomen i den store stat med 40 mio. indbyggere. Omkring 10 pct. af elproduktionen i Californien kom i 2016 fra solceller. Til sammenligning kan Danmark prale af, at 43 pct. af vores elforbrug i 2017 blev dækket af vindkraft.
I dag bliver hvert femte nye hus i Californien i forvejen bygget med solceller fra starten af. Og ifølge politikerne bag det nye lovkrav kommer fremtidens nybyggere til at tjene penge på solcellerne. Udgifterne vil fordelt over 30 år være på omkring 240 kr. om måneden, men besparelsen på elregningen vil være dobbelt så stor, lyder vurderingen fra energikommissionen.
De nye regler, der før de er helt på plads også skal godkendes af statens bygningskommission, har mødt bred støtte, ikke mindst fra solenergi-industrien, som i 2017 oplevede en opbremsning.
Mest berømt i den sammenhæng er Tesla, som har opkøbt SolarCity i en kontroversiel handel. Siden hen præsenterede Teslas topchef Elon Musk en ny type solceller udformet som flade tagsten, som nu er ved at komme på markedet. Meningen er, at man ikke sætter solcellepaneler oven på et eksisterende tag, som en meget tydelig visuel tilføjelse, men bygger selve taget af solceller.
SolarCity har dog været i økonomisk modvind i mange år og blev foreløbigt reddet af opkøbet. Dermed har Elon Musk ’hele pakken’ i sin vision for fremtiden: Solceller til produktion af el derhjemme, et stort batteri i garagen til at gemme energien, og elbiler der kan lades op fra batteriet.


