Erhverv
0

Pernille Erenbjerg stopper som topchef i TDC

På dagen, hvor TDC får ny bestyrelse, træder telekoncernens adm. direktør gennem snart tre år tilbage. Pernille Erenbjerg vil ikke være med under de nye ejere.

Pernille Erenbjerg blev udpeget til TDC-topchef i august 2015, men knap tre år senere siger hun farvel til telegiganten.

Topchefen i Danmarks største teleselskab, Pernille Erenbjerg, vil ikke med om bord i det nye TDC, efter at et konsortium bestående af PFA, PKA, ATP og den australske investeringsbank Macquarie har overtaget og vil afnotere telekoncernen.

Det erfarer Finans.

Ifølge Finans' oplysninger har Pernille Erenbjerg meddelt den nye TDC-bestyrelse, at hun forlader den øverste direktørpost i TDC. Og efter dagens ekstraordinære generalforsamling vil hun melde det offentligt ud.

TDC-topchefen vil dog tilbyde at blive i stillingen, indtil der er fundet en afløser. Dog har hun sat en bagkant ved årets udgang.

Det er Pernille Erenbjergs egen beslutning at forlade TDC, eftersom hendes vision med TDC er en anden end de nye ejeres vision, erfarer Finans.

I forbindelse med fratrædelsen vil hun blive forgyldt med 17,6 mio. kr. på grund af en klausul i kontrakten, hvor hun får 24 måneders løn i hånden, hvis hun opsiger sin kontrakt under et ejerskifte.

Pernille Erenbjerg, blå bog
  • Pernille Erenbjerg er født i 1967 og blev i 1992 cand. merc. aud. fra Copenhagen Business School og to år senere statsautoriseret revisor.
  • Hun startede sin karriere som statsautoriseret revisor i Arthur Andersen, hvor hun var indtil 2002. Herefter var hun i en kort periode partner i konsulent- og revisionshuset Deloitte.
  • I 2003 rykkede hun til TDC, hvor hun frem til 2008 var i forskellige økonomifunktioner. Fra 2008 har hun siddet i direktion. Først som direktør for koncernøkonomi, senere som finansdirektør og siden 2015 som adm. direktør.
  • Hun sidder desuden i bestyrelsen for Nordea og Genmab.
  • Hun bor i København med sin mand og tre børn.

Pernille Erenbjergs opsigelse sker efter en turbulent periode, hvor hun den 1. februar præsenterede en storstilet fusion med mediegiganten MTG, der bl.a. ejer Viasat, Viaplay og TV3-kanalerne.

Men en uge senere blev det lækket til pressen, at pensionskasserne PFA, PKA, ATP og den australske investeringsbank Macquarie forsøgte at opkøbe TDC og dermed sætte en kæp i hjulet på MTG-brylluppet. Prisen var 48 kr. pr. aktie, hvilket var ca. 10 kr. over den aktuelle børskurs.

I de efterfølgende dage forsøgte Pernille Erenbjerg og den tidligere TDC-formand, Pierre Danon, at overbevise de største aktionærer om, at MTG-fusionen var den rigtige vej frem for en aktiegevinst nu og her.

Men missionen lykkedes ikke, og bestyrelsen endte med at forhandle sig frem til et bud på 50,25 kr. pr. aktie.

Men det har hele tiden ligget i kortene, at overtagelsen er sket under stor modstand fra både bestyrelsen og ledelsen. På TDC’s generalforsamling den 16. marts lagde Pernille Erenbjerg da heller ikke fingre imellem, da hun fastslog, at »vi ville noget andet«.

Ligeledes understregede TDC-formanden, at MTG-fusionen var ledelsens og bestyrelsens klare førstevalg:

»MTG-fusionen var en fantastisk mulighed og perfekt rent finansielt. Det ville give os værktøjerne til at gøre TDC til det førende selskab i Norden inden for underholdning. Men vi vidste også godt, at det ville blive svært at overbevise TDC’s aktionærer, fordi ingen tidligere har gjort noget lignende i Europa,« sagde Pierre Danon.

Pernille Erenbjerg har været adm. direktør i TDC siden august 2015, da hun overtog posten fra Carsten Dilling. Hun satte første gang sine ben i TDC, da hun blev hentet til telekoncernen i 2003 som økonomisk medarbejder.

Hverken Pernille Erenbjerg eller de nye TDC-ejere ønsker at kommentere sagen før den ekstraordinære generalforsamling kl. 12 mandag.

BRANCHENYT
Læs også