Erhverv
0

Henrik Lind scorer rekordresultat på elhandel og aktier

Rigmanden Henrik Lind havde et særdeles indbringende 2017, og hans virksomhed Lind Invest fik et overskud på 612 mio. kr. i 2017.

Henrik Linds investeringsselskab fik et overskud på 612 mio. kr. i fjor. Foto: Tobias Nicolai

Danske Commodities-stifter og ejer Henrik Lind ramte plet med størstedelen af sine investeringer i fjor, og dermed fortsætter formuen med at vokse i et hastigt tempo.

Linds investeringsselskab - der bl.a. ejer Danske Commodities, som handler med energi - fik et overskud på 612 mio. kr. sidste år eller en fremgang på mere end 50 pct. ifht. året forinden.

Danske Commodities, der fik et rekordår, bidrog med lidt mere end halvdelen af indtjeningen, men Linds formue er nu så stor, at andre investeringer - som børsnoterede aktier - spiller en stadig større rolle.

Aktiernes himmelflugt har imidlertid gjort den aarhusianske investor en smule forsigtig, og han solgte således mere, end han købte i fjor.

Trods den lidt defensive tilgang blev det til et afkast på 14,7 pct. (mod fx 16,8 pct. for OMX Copenhagen Capped-indekset og 8,9 pct. for MSCI All Countries World).

»Beslutningen (om at sælge aktier og gå mere kontant, red.) vil presse vores forventede afkast i 2018 fra vores investeringsaktiviteter. Men vi lavede et aktivt valg, og vi er meget trygge ved vores beslutning, som gør os i stand til at handle stærkt, hvis markederne bliver mere volatile,« står der i årsrapporten for Lind Invest.

Linds voksende formue betyder, at han kan gøre sin indflydelse gældende i stadig flere selskaber herhjemme.

Han er nemlig noget så sjældent som en dansk børsaktivist og har senest gjort sig bemærket i Danske Andelskassers Bank, hvor han forsøgte at kuppe bestyrelsen.

Årsrapporten lægger da også op til, at det aktivistiske strejf fortsætter.

»Fra tid til anden møder vi medlemmer af bestyrelser og ledelser, som synes at have glemt governance modellen af forskellige årsager (hvor aktionærer ser bestyrelsen over skuldrene, og bestyrelsen støtter og udfordrer ledelsen, red.),« står der i årsrapporten:

»Vores tilgang har altid været at forberede os grundigt og engagere os proaktivt, transparent og konstruktivt i de selskaber, vi investerer i. Vi bruger vores rettigheder som aktionærer, men kun når vi ser en mulighed for at øge aktionærværdien og mindske risici på kort og langt sigt.«

BRANCHENYT
Læs også