Erhverv
BREAKING
0

Her er griseproducenten, der tjener mere end Elon Musk og Tim Cook

Mangemilliardæren Wan Long sidder i toppen af verdens største svineproducent, kinesiske WH Group. Sidste år hev han en årsløn hjem på knap to mia. kr.

70-årige Wan Long har tjent milliarder på at levere bacon til kineserne. Foto: Alexander F. Yuan (AP)

Selv om Danmark er en stolt nation af svineproducenter, er det formentlig de færreste herhjemme, der kender »Kinas slagter nummer ét«.

Manden hedder Wan Long og er adm. direktør og bestyrelsesformand hos WH Group - verdens største slagteriproducent. Og han er - ja, du gættede det - svinerig.

Sidste år hev den 70-årige grisemand 1,8 mia. kr. hjem i lønninger og aktieafkast. Det fremgår af WH Groups seneste årsregnskab, skriver Bloomberg. Koncernen havde sidste år en omsætning på godt 140 mia. kr. og et overskud på 11,3 mia. kr.

Den skyhøje gage gør kineseren til en af de bedst betalte CEOs i verden i 2017.  Vel og mærke foran navne som Teslas Elon Musk (knap 1 mia. kr.) og Apples Tim Cook (630 mio. kr.)

Ifølge WH Groups egne oplysninger har Wan Long i perioden mellem 2013 og 2017 stukket intet mindre end 4,7 mia. kr. ned i sin egen velpolstrede lomme. Wan Long har siddet som bestyrelsesformand for WH Group siden 2010 og adm. direktør siden 2013.

Tilbage i 1968 startede Wan Long ud som menig fakbriksmedarbejder hos Luohe Meat Products Processing United Factory, et lokalt slagteri i Henan-provinsen. 16 år senere blev han adm. direktør, og kan i år fejre 50 års jubilæum i kødbranchen.

Under hans ledelse er slagterivirksomheden vokset fra at være en lokal statsejet virksomhed til en international gigant med forretninger, der spænder over flere kontinenter.

WH Group har i dag hovedsæde i Hong Kong og beskæftiger over 60.000 ansatte, der producerer 2,7 millioner tons kød fra mere end 15 millioner slagtesvin - årligt.

Konceren gik tidligere under navnet Shaunghui Group, men skiftede i 2014 navn til WH Group, da selskabet kom på børsen i Hong Kong.

WH Groups ejere tæller store internationale fonde som Goldman Sachs (5,2 pct.), CDH Investments (33,7 pct.), New Horizon Capital (4,2 pct.) og Temasek (2,8 pct.).

Ifølge Forbes var Wan Longs personlig formue i 2017 estimeret til 6,5 mia. kr.

Den bedst betalte CEO i 2017 var i øvrigt SnapChat-grundlægger Evan Spiegel.

Han indkasserede en årsløn på 3,2 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også