Benzinkæde har delt sig op - 21 stationer er lukket
Uno-X er lykkedes med at etablere en ny benzinkæde i Danmark. Nogle stationer har måttet lade livet.
Den norskejede benzinkæde Uno-X er færdig med en storstilet omstilling på det danske marked.
For snart to år siden valgte Uno-X at dele sig op i Danmark og etablere en ny benzinkæde under navnet Bonus. I alt 128 Uno-X-stationer er siden blevet omdannet til Bonus.
Dermed er arbejdet med at etablere den nye kæde færdigt, skriver Uno-X i et nyt regnskab.
»De øvrige 118 Uno-X-stationer vil over de kommende år blive opgraderet til et nyt stationsdesign med fokus på brugervenlighed og tryghed for kunderne,« skriver ledelsen i regnskabet.
I løbet af 2017 åbnede Uno-X en enkelt benzinstation og lukkede ni. Dermed har kæden på to år lukket i alt 21 stationer herhjemme og driver nu cirka 246 af slagsen fordelt over hele landet.
Uno-X omsatte i 2017 for 3,5 mia. kr. og tjente 28 mio. kr. efter skat. Det var andet år i træk med overskud. I både 2014 og 2015 tabte benzinkæden penge.
Fremgangen skyldes bl.a., at olieprisen er steget. Det har påvirket Uno-X positivt med cirka 7 mio. kr. Til gengæld har der været en del omkostninger i forbindelse med omlægningen af benzinkæden.
»Alligevel er de samlede omkostninger for drift af benzinkæderne faldet i forhold til tidligere år, og fremover vil de to kæder (Uno-X og Bonus, red.) operere på et noget lavere omkostningsniveau,« fremgår det af ledelsesberetningen.
Idéen med at etablere den nye benzinkæde Bonus er, at benzinkunderne i Danmark ifølge adm. direktør Michael Norden har forskellige behov. Bonus-stationerne ligger primært uden for byerne - i modsætning til de traditionelle Uno-X-stationer.
»Det er klart, at dine behov er anderledes alt efter, om du bor på landet eller i en større by, om du har langt til jobbet, om du pendler osv. Nogle steder er der brug for mere end blot benzinstandere og billig benzin. Med opsplitningen bliver vi langt bedre til at efterkomme de forskellige ønsker og behov, der er lokalt,« har Michael Norden forklaret.
Uno-X er ejet af den norske koncern Reitangruppen, der også står bag Rema 1000 og 7-Eleven.

