Fortsæt til indhold

Chef overraskede sine ansatte: Falck flytter fra Falck-Huset

Ved årsfesten for personaleforeningen fik 1200 medarbejdere pludselig nyheden om, at selskabet forlader sit ikoniske hovedsæde Falck-Huset.

Erhverv

Siden 1962 har Falcks hovedkvarter haft til huse i et af Københavns vartegn "Falck-Huset". Men nu flytter koncernen helt fra bygningen og til Sydhavnen.

Den nyhed gav koncernchef Jakob Riis de ansatte ved årsfesten for Falcks personaleforening, skriver Beredskabsinfo.dk, der citerer personaleforeningens blad Falcken.

»Det er en barsk omgang, vi er i gang med. Det kræver masser af omstilling. Men jeg fristes til at sige, som kollegerne i ambulancerne, at det er liv før førlighed – vi er nødt til at gøre det, der er rigtigt, så vi kan bygge et sundt Falck for fremtiden,«, sagde Jakob Riis ifølge Falcken.

Falck-Huset er blevet ombygget flere gange for at kunne huse administrationen og en række af koncernens administrative opgaver er allerede flyttet ud i lokaler i Sydhavnen. Og ifølge Jakob Riis skal disse lokaler i fremtiden være hele Falcks hovedkontor.

Det nuværende hovedsæde erstattede i 1962 hovedstationen i Tietgensgade og gennem flere år lå en af Falcks største stationer med tilhørende vagtcentral i Falck-Huset.

Men i 1990'erne blev lokalerne inddraget til administration, skriver Beredskabsinfo.dk

Artiklens emner
Falck
Beredskabsinfo.dk