Erhverv
0

Danske rigmænd sænker prisen på luksusyacht og taber millioner

Siden 2016 har to danske rigmænd forsøgt at sælge det luksuriøse charterskib Parsifal III, der koster mere end Danmarks dyrest udbudte hus nogensinde.

Foto: Parsifal III Parsifal III er 54 meter lang og har fem kahytter med plads til 14 gæster. Foto: Parsifal III/arkiv Masser af luksus men også en pris på 140 mio. kr. Foto: Parsifal III

To af Danmarks mest velhavende personer må se millionerne forlade deres fælles luksusyacht.

Kafferigmanden Kim Vibe-Petersen og smykkemilliardæren René Sindlev har i halvandet år forsøgt at sælge den overdådige yacht Parsifal III.

Men uden held.

Nu har de så sænket salgsprisen i forsøget på at komme af med yachten, der er 54 meter lang, har et dækareal på omkring 400 kvadratmeter og indeholder fem store kahytter til op mod 14 gæster.

Det fremgår af en salgsannonce på Boat International, hvor Parsifal III tidligere på året kostede 20,5 mio. euro, men nu er sat ned til 18,9 mio. euro.

Det svarer til et prisfald på næsten 12 mio. kr.

Selskabet bag luksusyachten, Partnerselskabet Parsifal, er netop kommet med nyt årsregnskab. Det viser, at yachtens værdi er blevet nedskrevet med 9 mio. kr. i forhold til året forinden.

»Ligesom en bil mister værdi, gør en båd det også. Nu håber vi at få den solgt, selvom markedet for den slags både er rimelig tungt lige nu,« sagde Kim Vibe-Petersen i 2017 til Finans om Parsifal III.

Yachten er nu sat til salg for 140 mio. kr., langt mere end Danmarks dyrest udbudte hus nogensinde. Den kostede 233 mio. kr. at bygge for over 10 år siden.

Udover at sluge et værditab på luksusyachten, viser det nye regnskab fra selskabet bag, at underskuddet igen blev tocifret i det forgangne år. Helt nøjagtigt 13,9 mio. kr.

Dermed har Partnerselskab Parsifal tabt omkring 116 mio. kr. de seneste fem år.

Båden ligger i italienske Genoa og har været brugt til udlejning gennem en årrække. Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary er blandt de personer, der har lejet Parsifal III til en pris på 1,5 mio. kr. om ugen.

Da Finans talte med Kim Vibe-Petersen i 2017, fortalte han, at yachten kun var lejet ud 12 uger om året.

Parsifal III har været centrum for to voldgiftssager mellem Kim Vibe-Petersen og René Sindlev de seneste år. Sagerne er dog overstået.

BRANCHENYT
Læs også