Erhverv
0

Den økologiske bølge vokser - 1.029 danske landmænd vil omlægge

Danske landmænd vil omlægge yderligere 36.700 hektar til økologisk drift. Salget af økologiske varer i Danmark ventes at vokse med mere end 2 mia. kr. i år.

Danske landmænd har netop søgt om støtte til at omlægge yderligere 36.700 hektar til økologisk drift. Det ventes at 312.000 hektar - et areal større end Fyn - vil blive drevet økologisk i 2019.
Arkivfoto: Carsten Ingemann

Danmark bliver mere og mere økologisk.

1.029 danske landmænd har netop søgt om støtte til at omlægge et areal, der er fire gange så stort som Amager til økologisk drift.

Landmændene vil helt præcist omlægge 36.700 hektar, og i Miljø- og Fødevareministeriet venter man nu, at 312.000 hektar dansk landbrugsjord vil blive drevet økologisk i 2019.

»Økologien buldrer lige nu derudad i Danmark, hvor supermarkederne har verdensrekord i salg af økologiske varer. Også i mange andre lande er forbruget af økologiske varer i hastig vækst. Jeg er glad for, at så mange danske landmænd reagerer på den efterspørgsel og omlægger produktionen,« siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

Det er muligt, at den økologiske omlægningsbølge vokser sig endnu større i løbet af sommermånederne, da nuværende økologer har mulighed for at søge omlægningsstøtte helt frem til september.

Omlægningstillægget (1.200 kr. pr. hektar i to år) samt det økologiske basistilskud (870 kr. pr. hektar) kommer på toppen af den almindelige EU-landbrugsstøtte. Jakob Ellemann-Jensen mener, at der er god grund til, at staten på den måde stimulerer produktionen af netop økologiske fødevarer.

»Det er bekosteligt for landmændene at omlægge til økologisk drift, og de ekstraudgifter hjælper staten med at dække, fordi økologisk drift giver samfundet nogle gevinster på områder som miljø, biodiversitet og dyrevelfærd. Det er et af de områder, hvor vi ikke bare kan overlade det til markedskræfterne at styre udbuddet,« mener Jakob Ellemann-Jensen.

Tidligere var det især været de økologiske mælkeproducenter, der drev væksten i sektoren. Sådan er det ikke længere. Den aktuelle omlægningsbølge er især skabt af mange konventionelle kornproducenter, som nu omlægger til økologisk drift.

»Det er store planteavlere og godser, der nu omlægger markerne helt eller delvist til økologisk drift. Det er godt. For Danmark er i dag underforsynet med økologisk foder, hvilket gør det nødvendigt at importere,« fortæller økologichef Kirsten Holst, landbrugets rådgivningscenter, Seges.

Landmand Hans Erik Jørgensen, der er formand for Landbrug & Fødevarers økologisektion, glæder sig også over udsigten til endnu flere danske økologer:

»Det allerbedste er, at det især er planteproducenter, som nu går i gang med at omlægge. Danmarks import af foderkorn vokser, og vi har i årevis sukket efter, at flere danske planteavlere skulle omlægge til økologisk drift. Nu gør de det, og det er bare fantastisk positivt,« siger Hans Erik Jørgensen, der selv producerer økologiske grise.

Han ser ingen tegn på, at den hastigt voksende økologiske produktion kan få markederne til at overophede.

»Slagterierne og mejerierne styrer løbende udviklingen i produktionen af økologisk mælk, grise, kyllinger, æg osv., og i takt med at produktionen i disse sektorer er vokset, er der opstået mangel på økologisk foder. Det er fint, at nogle af de konventionelle landmænd nu reagerer på den efterspørgsel og omlægger,« siger Hans Erik Jørgensen.

I Økologisk Landsforening vurderer markedschef Henrik Hindborg, at salget af økologiske varer i Danmark i år vil vokse med over 2 mia. kr. til 16,5 mia. kr. Dertil kommer en hastigt voksende eksport af økologiske varer.

»Selv om produktionen af økologiske fødevarer vokser hurtigt, er der ingen tegn på overproduktion eller overophedning af markederne. Det er perfekt, at det primært er kornproducenter og grøntsagsavlere, der omlægger, for det er netop de områder, at der er størst mangel på økologiske varer,« siger Henrik Hindborg.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også