Erhverv

Pensioneret tøjmilliardær ser pengene rulle ind

Harald Holstein blev forgyldt, da han sammen med sin bror solgte tøjfirmaet Noa Noa. Formuen er siden vokset støt.

Harald Holstein stiftede Noa Noa i 1981 og gjorde det sammen med sin bror til et milliardforetagende. Billedet her er af ældre dato. Foto: Steen Wrem.

Den 73-årige erhvervsmand Harald Holstein, der sammen med sin bror skabte tøjkoncernen Noa Noa, lægger flere millioner til formuen.

Gennem sit private holdingselskab Holles Holding tjente Harald Holstein i 2017 næsten 50 mio. kr. Han trak 20 mio. kr. ud som udbytte og lavede derudover en »ekstraordinær uddeling« på 100 mio. kr.

Det fremgår af et nyt regnskab.

Den pensionerede tøjmand er god for over 1 mia. kr. og har størstedelen af sine penge placeret i værdipapirer. Formuen stammer fra 2007, da han sammen med sin bror, Lars Holstein, solgte tøjfirmaet Noa Noa til kapitalfonden Axcel.

Det indbragte brødrene cirka 800 mio. kr.

Senere skulle det vise sig, at Noa Noa - som på det tidspunkt tjente rigtig gode penge - blev en frygtelig investering for Axcel.

Kapitalfonden måtte i 2014 sælge Noa Noa videre til Christian Riisberg og Gustaf Öhrn. De satte gang i en omfattende turnaround for den tabsramte tøjkæde, bl.a. ved at lukke en lang række butikker.

For nyligt valgte ejerne så - efter flere år med store millionunderskud - at skibbe selskabet videre til folkene bag kapitalfonden Greystone Capital Partners.

Heller ikke de to Holstein-brødre har haft ubetinget succes, siden de solgte deres livsværk. I årene efter finanskrisen led Harald Holstein et tab på næsten 300 mio. kr. i sit holdingselskab. Lars Holstein måtte også indkassere millionunderskud i sin private pengetank, Manner Holding.

De senere år har imidlertid været gode ved Harald Holsteins bankbog. Siden 2009 har han tjent lige knap 500 mio. kr. på sine investeringer.

Læs også