Erhverv

Rekordmange klager over biludlejning i udlandet

Danske forbrugere indgav i fjor rekordmange klager over biludlejning i udlandet, viser nye tal fra Forbruger Europa.

Danskerne havde i fjor rekordmange klager over billeje i udlandet. Foto: Jens Kalaene/AP

Rekordmange danskere klager over billeje i udlandet. I 2017 steg antallet af danske klager med hele 32 pct. fra året før - fra 65 klager i 2016 til 86 klager i 2017.

Det viser en opgørelse fra Forbruger Europa, EU-Kommissionens danske Forbrugercenter under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, skriver Standby.dk.

Klagerne vedrører bl.a. ekstraudgifter til benzin, ekstra chauffør, trækkrog og autostol - udgifter, der kommer bag på de fleste danskere.

Samtidig kommer hovedparten af klagerne fra kunder, der af udlejningsfirmaet er blevet påkrævet at købe ekstra forsikring ved udleveringen af bilen.

»Vi har set eksempler på, at forbrugere er tvunget til at købe ekstra forsikring ved skranken hos udlejningsfirmaet for at få bilen udleveret. Ved forsikringer kan det være meget svært at få pengene tilbage, hvis man først har accepteret at betale ekstra, fordi man har brugt servicen – også selvom man ikke har gjort skade på bilen. Der er hverken fortrydelsesret på billejen eller forsikringen, når lejeperioden først er gået i gang,« siger Lars Arent, leder af Forbruger Europa i Danmark, til Standby.dk.

I et forsøg på at komme klager fra billejere i Europa til livs, indledte EU i 2015 et samarbejde med de fem største biludlejningsfirmaer i Europa (Avis, Enterprise, Europcar, Hertz og Sixt) for at skabe mere klarhed og bedre vilkår på området.

Står du og skal leje bil til sommerferien i Europa, har Forbruger Europa samlet tre gode råd:

  1. Hold hovedet koldt og stå fast, hvis du mødes med urimelige krav.
  2. Skriv ikke under på noget, du ikke forstår og vær særligt opmærksom, hvis der står ukendte beløb.
  3. Sidste råd er at betale med et internationalt kreditkort, da visa/dankort af nogle udlejere bliver opfattet som et debetkort, der ikke giver mulighed for at blokere et depositum, og udlejeren kræver i stedet en ekstra forsikring, fortæller Lars Arent.
BRANCHENYT
Læs også