0

Prisen er hemmelig: Coop har solgt kæmpe ejendomskompleks

Supermarkedskæmpen har solgt ejendomskompleks på 120.000 kvm. i Viby ved Aarhus.

Området i Viby ved Aarhus, Coop nu har solgt. Foto: Coop.

Blækket er tørret på en ejendomshandel i den helt tunge klasse. Dagligvarekoncernen Coop har nemlig solgt ejendomskomplekset Sønderhøj og indkøbscentret Mega Syd i Viby ved Aarhus til det danske ejendomsinvesteringsselskab Dades.

Parterne vil ikke oplyse en pris, men den indeholder nok flere nuller end i en almindelig ejendomshandel, for der er tale om områder med ca. 120.000 kvm erhvervsejendomme, 10.000 kvm p-huse, og derudover er der mulighed for at opføre yderligere 40.000 m2 nye bolig- og kontorarealer.

»Interessen for ejendommene har været endog meget stor, både fra danske og internationale investorer. Vi er særdeles tilfredse med resultatet, og mener, at Dades vil være en god ejer,« udtaler Lasse Bolander, bestyrelsesformand i Coop, i en pressemeddelelse.

Da Coop offentliggjorde beslutningen om at sætte Sønderhøj og Mega Syd til salg, meldte dagligvarekoncernen om, at den havde modtaget flere henvendelser om området, og at koncernen regnede med at kunne realisere et milliardsalg.

Dengang lød det, at pengene skulle bruges til at afvikle gæld og sætte koncernens butikker i stand.

Ifølge Coop har koncernen ejet arealerne i mere end 100 år. I begyndelsen ejede koncernen fabrikker på området, men da produktionen stoppede, begyndte Coop i 1996 at udvikle området til erhvervsarealer.

I dag tæller lejerne bl.a. Arla Foods, Business Academy Aarhus, Aarhus Business College, Bauhaus, Elgiganten og Power.

»Med denne handel tager vi et stort skridt i vores fortsatte ekspansion i Aarhus-området. Sønderhøj og Mega Syd er et særdeles attraktivt ejendomskompleks med velholdte, moderne ejendomme, en god beliggenhed og en stærk udlejningstrackrecord,« udtaler Boris Nørgaard Kjeldsen, adm. direktør i Dades.

Dades oplyser, at ejendomsinvesteringsselskabet har en portefølje på ca. 1 mio. m2, og at porteføljen har en værdi på mere end 20 mia. kr.

»Projektet passer perfekt ind i vores investeringsstrategi med sit mix af erhverv og retail samt muligheden for at udvikle og udbygge området yderligere med boliger og erhverv,« udtaler Boris Nørgaard Kjeldsen.

Handlen er betinget af, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkender den.

BRANCHENYT
Læs også