Købere føler sig snydt: Byggefirma og ejendomsmægler politianmeldt
Forbrugerombudsmanden har politianmeldt stor ejendomsudvikler og mægler for vildledning af lejlighedskøbere.
Den store danske ejendomsudvikler NPV A/S er sammen med ejendomsmægler Niels Hald blevet meldt til politiet i en sag om vildledende markedsføring af 56 projektlejligheder på Amager.
Niels Hald har 11 butikker i København og fire i Roskilde.
Det er Forbrugerombudsmanden, der står bag politianmeldelsen. Sagen omhandler salget af lejligheder i komplekset "Strandgården" ved Amager Strand. Her blev der i 2014 udbudt 56 projektlejligheder.
I salgsbrochuren blev de potentielle købere ifølge Forbrugerombudsmanden præsenteret for plantegninger, som fik lejlighederne til at fremstå mere rummelige, end de reelt var. Det er i strid med markedsføringslovens vildledningsforbud.
»Salgsmaterialet har givet forbrugerne det indtryk, at de købte en større lejlighed, end de faktisk gjorde. Vi har derfor politianmeldt de involverede virksomheder,« udtaler Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse.
På plantegningerne var der i midten af hvert rum oplyst et areal. Disse arealer var beregnet ud fra lejlighedens samlede tinglyste areal, som er inklusive vægge. Det fremgik dog ikke af salgsbrochuren.
Ifølge Forbrugerombudsmanden var salgsbrochuren derfor egnet til at give potentielle købere det indtryk, at de oplyste arealer i lejlighederne var brugsarealer.
For visse lejligheder betød det, at lejlighedens brugsareal var 17 pct. mindre end de oplyste arealer i salgsbrochuren. Brugsarealet for badeværelset var 43 pct. mindre end i salgsbrochuren.
På ”Strandgårdens” hjemmeside kunne potentielle købere finde oplysninger om lejlighedernes ”nettoarealer”, der ligeledes svarede til de tinglyste arealer.
Oplysningerne om lejlighedernes nettoarealer på hjemmesiden var derfor også vildledende efter Forbrugerombudsmandens opfattelse.
Forbrugerombudsmanden har behandlet sagen efter klager fra 33 købere af projektlejlighederne.
NPV A/S og Ejendomsmægler Niels Hald Amager A/S afviser at have overtrådt markedsføringslovens vildledningsforbud.
»Begrebet nettoareal er i dag desværre ikke entydigt defineret, og indgår da heller ikke i opgørelsen af hverken BBR-areal eller tinglyst areal, som er de juridisk gældende arealer i en ejendomshandel,« udtaler direktør i NPV, Jens Schaumann, i en pressemeddelelse.


