Magasin kan blive solgt
Ejeren af den danske varehuskæde Magasin, britiske Debenhams, overvejer at skille sig af med kæden.
Den historiske danske varehuskæde Magasin kan igen komme på nye hænder. Ejeren, britiske Debenhams, overvejer at skille sig af med den danske kæde som led i en strategisk satsning.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
»Det er det rette tidspunkt at se nærmere på denne forretning,« sagde finansdirektør Matt Smith tirsdag i en telekonference i forbindelse med et nyt regnskab fra Debenhams.
Debenhams købte Magasin i 2009. Da kæmpede stormagasinet med underskud, men de senere år har Magasin gennemført en kæmpe turnaround, der har fået indtjeningen til at stige eksplosivt.
Magasin har seks danske varehuse og en webshop. Men mens den danske kæde klarer sig godt, står det anderledes til med den britiske ejer. Debenhams har for tredje gang i år måttet nedjustere sine forventninger.
Den britiske varehuskæde driver cirka 150 butikker i Storbritannien, Irland og Danmark, men er under hårdt pres. Finanschef Matt Smith ville tirsdag ikke kommentere, om der foreligger bud på Magasin-kæden.