Kendt dansk frisør sælger sit livsværk
Danmarks største frisørkæde, Poul M, skifter hænder. Stifteren sælger ud efter 50 år.
Manden bag Danmarks største frisørkæde, Poul Meineche Madsen, giver nu slip på sit livsværk efter 50 år.
Han har solgt frisørkæden Poul M til ID Hair Company, der er ejet af rigmanden Preben Munch. Med købet bliver ID Hair Company, der er bedst kendt for sin hårvoks, den største spiller på det danske frisørmarked.
»Poul M-kæden har lige fejret 50-års jubilæum, og det må være et bevis for, at det er en sund og ikke mindst agil virksomhed, som har formået at følge med tiden,« udtaler direktør og stifter i ID Hair Company, Preben Munch, i en pressemeddelelse.
Hvor meget ID Hair Company har betalt for frisørkæden er hemmeligt.
Den 70-årige Poul Meineche Hansen, der åbnede sin første salon i Randers for 50 år siden, vil stadig være at finde bag roret. Han bliver ansat som kædechef og vil sammen med det øvrige personale stå for den daglige drift. De 18 saloner i kæden fortsætter under navnet Poul M.
»70 år er bare et tal, kunne jeg lidt klicheagtigt sige, men det er det faktisk. Jeg er sund og rask og brænder stadig for faget, mine saloner og mine ansatte. Salget af Poul M-kæden har blot været en naturlig del af min rejse, og jeg glæder mig fortsat til at være en del af den rejse de næste mange år,« udtaler Poul Meineche Hansen.
De 18 Poul M-saloner er placeret i større jyske byer fra Hjørring længst mod nord og til Kolding i syd. Den nye ejer, ID Hair Company, overtager 16 af salonerne.
ID Hair Company blev stiftet i 1986 af Preben Munch. Selskabet producerer en lang række forskellige frisørartikler og har hovedsæde i Lystrup uden for Aarhus.
Preben Munch ejer 48 pct. af selskabet, mens Peter Bøgild og Thomas Bruno Pedersen ejer hhv. 24 og 25 pct.


