Fortsæt til indhold

Lasertryk printer millionoverskud på årsregnskabet - vil lave en "Lego"

Lasertryk, der har hovedsæde i Aarhus, fortsætter sin enorme vækst. Virksomheden fremviser i sit seneste regnskab for 2017 et tocifret millionoverskud samt en vækst i omsætningen på 100 mio. kr.

Anders Grønborg, adm. direktør for Lasertryk (tv) og kompagnonen Esben Mols Kabell (th) fortsætter fremgangen. Foto: LaserTryk
Erhverv

Det hele startede med en kopimaskine i kælderen.

I dag kan Lasertryk blære sig med syv Gazelle-statuetter, en vækst der har fortsat igennem 19 år samt syv år i streg med et tocifret millionoverskud på bundlinjen.

Og det ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig.

De to stiftere Anders Grønborg og Esben Mols Kabell kan i virksomhedens seneste regnskab for 2017 stolt fremvise et overskud efter skat på 22 mio. kr. og en vækst i omsætningen på 100 mio. kr., som har gjort, at den i dag har rundet 400 mio. kr.

»Vi kan konstatere, at krisen for længst er lagt bag os, og der igen er fuld damp på kedlerne hos landets virksomheder. Det smitter naturligvis også af på behovet for tryksager,« skriver Esben Mols Kabell i en pressemeddelelse.

Selvom Scandinavian Print Group i regnskabets ledelsesberetning betegner overskuddet som »tilfredsstillende«, så er de 22 mio. kr. et mindre fald i forhold til bundlinjen for 2016, hvor virksomheden kunne bryste sig af at hive 24 mio. kr. hjem.

Selv forklarer Esben Mols Kabell, at faldet på bundlinjen skyldes virksomhedens markante investeringer i fremtidig vækst.

Lasertryk har i en årrække opkøbt konkurrenter, og det er blandt andet omkostninger ved udflytningerne, der kan mærkes. Af ledelsesberetningen fremgår det dog, at virksomheden forventer, at investeringerne allerede vil påvirke profitten positivt i 2018.

Idéen til Lasertryk fik Anders Grønborg og Esben Mols Kabell, da de i slutningen af 1990’erne arrangerede ungdomsferier til populære festhovedstæder som Lloret de Mar og Caella.

De købte deres egen tryk- og kopimaskine til at producere plakater og markedsføringsmateriale. Derfra tog det fart. Pludselig kørte maskinen i døgndrift og spyttede ordrer ud til samarbejdspartnere og andre virksomheder.

Den massive vækst har gjort, at Lasertryk har været nødsaget til at skrue op for bemandingen. Alene i 2017 er mere end 100 nye medarbejdere gået ind over dørtærsklen til den aarhusianske printvirksomhed, og Esben Mols Kabell håber, at de mange nyansatte kan være med til at bidrage til en model, som han selv betegner som »at lave en Lego.«

»Vi kommer til at fokusere endnu mere på vores mest populære produkter. Vi ligner andre på den måde, at 20 pct. af vores produkter bidrager med 80 pct. af omsætningen. Det man også kalder 80/20-reglen. Derfor kommer vi rent strategisk til at optimere vores indsats i forhold til standardtryksager frem for mængden af nye og sjove produkter. Vi skal fokusere der, hvor vi er bedst og leverer optimal værdi for kunderne,« skriver Esben Mols Kabell i pressemeddelelsen.

Han forventer, at Lasertryk kan fortsætte væksten ind i 2018 og 2019.

Artiklens emner
Lasertryk.dk