Erhverv

Storsatsende madkoncept får millioner: Skal nu ind i nye lande

Too Good To Go er på lidt over et år gået fra 20 til 160 medarbejdere.

Mette Lykke, adm. direktør i Too Good To Go, har netop fået 30 mio. kr. i frisk kapital fra sin ejerkreds. Foto: Nicolai Lorenzen

Det fremadstormende danske madfirma Too Good To Go gør nu klar til et større indtog i udlandet.

Således har Too Good To Go netop fået tilført 30 mio. kr. i frisk kapital fra sin ejerkreds. Kapitalindsprøjtningen skal bruges til at indtage flere end de otte lande, hvor madfirmaet allerede er til stede.

Det fortæller Mette Lykke, adm. direktør i Too Good To Go.

»Pengene skal bruges på at fortsætte den vækst, som vi skabte fundamentet for i 2017. Vi er for nylig gået ind i Holland og Belgien. Nu skal vi åbne i Spanien og et par yderligere lande,« siger hun til Finans.

Selvom 2017 bød på et dundrende underskud på knap 22 mio. kr., følger Too Good To Go sin plan, forklarer Mette Lykke.

»Det går overordnet godt for virksomheden. Men for at komme ud over landets grænser kræver det investeringer og mange nye folk,« siger hun.

At der er kommet mange nye folk i Too Good To Go er vist indiskutabelt. På lidt over et år er antallet af ansatte gået fra 20 til 160.

Den nye kapitalindsprøjtning på 30 mio. kr. betyder, at medstifteren Stian Olesen nu ikke længere står opført i CVR-registeret som medejer af Too Good To Go.

Det skyldes dog blot, at den nye kapitalindsprøjtning har udvandet hans ejerandel, der nu er under 5 pct.

For et år siden fik Too Good To Go nye personer ind i ejerkredsen i form af it-milliardæren Preben Damgaard og den rige familie Lind, der står bag typehusfirmaet Lind & Risør.

Derudover er Mette Lykke og Birgit Aaby, kendt fra DR-programmet "Løvens Hule", en del af ejerkredsen sammen med stifterne.

Konceptet i Too Good To Go går ud på, at brugere af app'en ved lukketid kan afhente billige bokse eller poser med tiloversbleven mad fra alskens udbydere. Lige fra bagere, tankstationer og cateringfirmaer til supermarkeder, restauranter og hoteller. Formidlingen og betalingen foregår via appen. På den måde slipper udbyderne hos Too Good To Go for at smide den friske og forarbejdede mad i skraldespanden.

Ved udgangen af 2017 var der 5.000 forretninger tilmeldt app'en, der har over 3 mio. brugere.

BRANCHENYT
Læs også