Erhverv
0

Bjarne Riis og rigmænd i »utilfredsstillende« milliontab

Bjarne Riis, Lars Seier Christensen og Jan Bech Andersens cykelkoncern har behov for nye penge efter at have tabt egenkapitalen.

Bjarne Riis (th.) Lars Seier (i midten) og Jan Bech Andersen (tv.) er forretningspartnere i koncernen Virtu Cycling Group. Fotoer: Lars Poulsen

2017 var et hektisk år for den danske koncern Virtu Cycling Group, der driver en række aktiviteter inden for cykling.

Rejseselskaber og tøjvirksomheder blev opkøbt. Brøndby-hovedaktionæren Jan Bech Andersen købte sig ind i koncernen.

Virtu Cycling Group

I september 2017 skiftede Riis Seier Denmark navn til Virtu Cycling Group. Samtidig skiftede koncernens brands og datterselskaber navn. Ordet Virtu er et gennemgående tema i koncernen, fordi større dele af forretningen er funderet i det virtuelle.

Her er Virtu Cycling Groups virksomheder:

  • Virtu Cycling Gear: Nyt forretningsområde med fokus på salg af cykeltøj fra mærkerne Sportful og Castelli.
  • Virtu Business Club: Danmarks største erhvervsnetværk for cykelinteresserede. Består af mere end 300 virksomheder fordelt på seks byer rundt om i landet. Flere byer er på vej med i netværket.
  • Virtu Travel: Rejseselskab med fokus på skræddersyede cykelture til nogle af de mest kendte ruter inden for cykelsporten.
  • Virtu Villas: En større villa i Toscana, som kan bruges til træningslejre, konferencer eller seminarer.
  • Virtupro: En stationær cykel, der indeholder højteknologiske elementer i form af elektroniske gear og mere end 1.400 virtuelle cykelruter i 4K-opløsning.
  • Virtu Go: Træningsplatform designet af tidligere professionelle cykelryttere, som hjælper med at planlægge og eksekvere motionen på cyklen.
  • Team Virtu Cycling: Professionelle cykelhold for både damer og herrer. Damernes hold er på World Touren, mens herrerne har en målsætning om World Touren i 2019.

Nu kan Virtu Cycling Groups så fremvise, hvad de økonomiske resultater blev i 2016/2017. Det var det første regnskabsår for koncernen, der udover Jan Bech Andernsen også har den tidligere Tour de France-vinder Bjarne Riis og Saxo Bank-milliardæren Lars Seier Christensen i ejerkredsen.

»Årets resultat før skat udgør -21,6 mio kr., hvilket ledelsen anser som utilfredsstillende,« skriver Virtu Cycling Group i sit nye regnskab.

Underskuddet har slået hul i koncernens egenkapital, der ved regnskabsårets afslutning var negativ med 13 mio. kr.

Derfor er der brug for nye penge til koncernen fra ejerkredsen, der allerede har skudt omkring 40 mio. kr. i foretagendet.

»Selskabets kapitalejer har givet tilsagn om at reetablere egenkapitalen ved konvertering af gæld samt tilføre selskabet den nødvendige likviditet i form af indskud ved kontante kapitalforhøjelser,« står der i regnskabet.

Allerede i september kunne koncernens adm. direktør, Nicolai Jørgensen, forklare Finans, at det første regnskabsår ville byde på et underskud.

»De her år bruges på at investere. Nogle af vores forretningsområder vil være lønsomme, mens andre vil kræve mere tid. Det er en kalkuleret investering fra vores ejere,« sagde han.

Virtu Cycling Groups datterselskab Nor Pro Cycling ApS, der står bag koncernens omdrejningspunkter, de professionelle cykelhold for herrer og damer, kom ud af 2017 med et underskud på 10 mio. kr., viste et regnskab for nylig.

Det er målsætningen, at det professionelle herrehold skal op på allerøverste hylde inden for cykelsporten i 2019.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også