Erhverv

Prishop efter særtold: Nu bliver Jack Daniel's-whisky dyrere

Producenten bag den amerikanske whisky Jack Daniel's advarer nu om, at der er prisstigninger på vej til Europa som modsvar på EU's særtold.

Prisstigninger på omkring 10 pct. er, hvad de europæiske whisky-elskere kan forvente. Foto: Toby TalbotU/AP

Den amerikanske spirituskoncern Brown-Forman, som måske er bedst kendt herhjemme for sin whisky Jack Daniel's, er klar til at sende prisstigninger mod flere lande i Europa. Det sker ifølge Reuters som modsvar på EU's særtold på 25 pct. på en række amerikanske varer, heriblandt whisky.

Brown-Forman er det seneste amerikanske selskab, der har meldt ud, at konsekvensen ved handelskrigen bliver prisstigninger. Også motorcykelproducenten Harley-Davidson har varslet prisstigninger til europæerne. De vil begynde at komme fra efteråret, oplyser Harley-Davidson.

Brown-Forman siger, at man skal forvente, at prisstigningerne vil komme gradvist hen over de næste måneder frem for med det samme. Det skyldes, at producenten ifølge koncernens talsmand Phil Lynch har opbygget større lagre i eksempelvis Tyskland og Frankrig for at forberede sig på situationen.

De europæiske kunder kan forvente, at en normal whiskyflaske på 700 ml vil stige med omkring 10 pct. i pris, siger talsmanden ifølge Reuters.

EU's særtold på amerikanske varer er et modsvar på USA's told på stål og aluminium.

Reuters har tidligere beskrevet, at destillerierne både bliver ramt af USA's og EU's særtolde. De fermenteringstanke af stål, der bliver importeret og brugt i produktionen, bliver nemlig også ramt af den amerikanske særtold.

Europa er Brown-Formans næststørste marked efter USA.

BRANCHENYT
Læs også