Erhverv

CO2-mangel truer dine øl – Carlsberg går fri

Det danske bryggeri nyder godt af, at man selv producerer sin kuldioxid og dermed er delvist selvforsynende.

Fodboldfans kan godt lide en enkelt øl eller to, når de ser bold. Hos Carlsberg indvinder man sin egen CO2, men mange andre bryggerier og sodavandsproducenter har problemer med manglende leverencer af kuldioxid. Foto: Jyllands-Posten.

Manglen på CO2 – eller kuldioxid – truer nu direkte leverancerne af øl og sodavand på flere markeder i Europa. Kuldioxid bruges til at skabe boblerne i øl og sodavand.

Hos den britiske supermarkedsgigant Tesco har man indført rationering på øl og cider. Og hos Heineken og Coca-Cola er man begyndt at mærke manglen på CO2 og har advaret kunderne om en mulig "disruption" i forsyningskæderne, skriver CNBC.

Hos Carlsberg mærker man ikke noget til problemerne og kan levere al den øl, kunderne efterspørger.

Problemerne med at skaffe CO2 kommer på det værst tænkelige tidspunkt for bryggerierne: Sommeren er varm i Europa og dermed optimal i forhold til at sælge øl. Ikke mindst i forbindelse med kampene ved VM i fodbold.

»Carlsberg Danmark er generelt bedre stillet end så mange andre, da vi i tråd med vores bæredygtighedsprogram selv skaber vores CO2, og fanger det under brygningsprocessen. Dermed er vi delvist selvforsynende. Det samme gælder for Carlsberg i Storbritannien,« siger informationschef Kasper Elbjørn fra Carlsberg.

Han understreger dog, at intet bryggeri er 100 pct. selvforsynende, og derfor undersøger Carlsberg også alternativer, hvis CO2-krisen fortsætter.

Problemet med at skaffe CO2 nok stammer fra en midlertidig neddrosling af produktionen hos producenterne i Europa.

Mindst fem fabrikker i Nordeuropa har planmæssigt droslet ned for at bruge sommermånederne til at foretage vedligehold.

Normalt har bryggerierne allerede fået produceret det meste af deres "sommer øl", men i år har efterspørgslen været ekstraordinær høj.

»I Danmark fik vi leveret ekstra malt i weekenden, og bryggeriarbejderne arbejder på højtryk for at brygge mere øl, og derved skabe mere CO2 fra gæringstankene. For at sikre øl på længere sigt, hvis CO2 manglen fortsætter, undersøger vi lige nu alternativer. Og vi er også klar til at dele vores CO2 med de andre Carlsberg markeder i Nordeuropa,« siger Kasper Elbjørn.

I går meddelte Tesco sine kunder, at der var indført rationering og at hver kunde højst kunne få 10 kasser øl og 5 kasser cider/sodavand. Tesco sælger til både barer og restauranter.

Heineken advarede i sidste uge sine kunder i restaurantsegmentet om, at de skulle forvente "alvorlige mangler" af mærkerne Amstel og John Smiths.

Coco-Cola har meddelt, at man måtte lægge en dæmper på sin produktion på grund af manglen på CO2.

Storbritannien er hårdest ramt af CO2 manglen, da kun en af de store producenter arbejder på fuld kapacitet, skriver CNBC.

BRANCHENYT
Læs også