Serier

Atea accepterer millionbøde i stor bestikkelsessag

Det norske it-selskab Atea vil ikke appellere dommen i den store bestikkelsessag.

Bestikkelsessagen i Atea
It-selskabet skal betale en millionbøde i den store danske bestikkelsessag. Foto: Niels Ahlmann Olesen

Atea har besluttet sig for ikke at kæmpe videre i det danske retssystem i danmarkshistoriens største bestikkelsessag. Det norske it-selskab vil ikke anke onsdagens dom, som tidligere ledende medarbejdere i Atea blev dømt skyldige, og hvor Atea blev idømt en bøde på 10 mio. kr.

Det oplyser Atea i en fondsbørsmeddelelse.

»Selv om vi er skuffede over domstolens afgørelse, er der formildende aspekter i dommen. Reduktionen af bøden fra 60 mio. kr. til 10 mio. kr. er langt den vigtigste af de formildende aspekter. På baggrund af en samlet vurdering har vi besluttet ikke at appellere dommen,« udtaler Steinar Sønsteby, der er adm. direktør i Atea, i meddelelsen.

I meddelelsen oplyser it-selskabet, at der er blevet ryddet op i selskabet efter bestikkelsessagen, og at Atea derfor ikke automatisk er udelukket fra at konkurrere om offentlige opgaver i Danmark.

»Jeg har mange gange undskyldt over for alle parter, der har været påvirket af denne sag. Atea stræber efter at være førende inden for etik og samfundsansvar. Siden sommeren 2015 har Atea gennemført talrige foranstaltninger for at forebygge korruption og sikre overholdelsen af vores adfærdskodeks og de højeste etiske standarder,« lyder det fra Steinar Sønsteby.

Udover bøden til Atea blev syv tidligere chefer i Atea og Region Sjælland onsdag idømt fængselsstraffe. Fire af dem ankede dommen på stedet.

Bestikkelsessagen drejer sig om, hvordan chefer i Region Sjælland med penge fra Atea fornøjede sig med bl.a. luksusrejser og besøg på gourmetrestauranter for over to millioner kroner i perioden 2009-2014.

Udgifterne blev betalt fra en særlig bonuskonto, som Region Sjælland havde hos Atea, og som kun ganske få mennesker tilsyneladende havde kendskab til.

Oprindeligt var det meningen, at kontoen, der var kendt under navnet konto 2840, skulle bruges til at købe it-udstyr og konsulenttimer, men den ændrede sig undervejs, og endte med at finansiere f.eks. en rejse til Dubai i november 2014 til over 400.000 kr.

Steinar Sønsteby ikke vil lade sig interviewe om sagen

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også