Fortsæt til indhold

Danskernes skattegæld sætter rekord med 111,4 mia. kr. - men Skat inddriver flere penge end tidligere

Skat bliver stadig bedre til at inddrive danskernes gæld. Alligevel har private og erhvervsdrivende aldrig skyldt mere, end de gør nu.

Foto: Philip Davali
Erhverv

Danskernes skattegæld har sat rekord igen. I første kvartal 2018 steg borgernes og virksomhedernes gæld til skattemyndighederne med 2,7 mia. kr. Den samlede gæld er derfor oppe på 111, mia. kr., hvilket er er rekord.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Skat på baggrund af Skats såkaldte restanceredegørelse for første kvartal 2018, som netop er blevet sendt til Folketingets Skatteudvalg.

Skat henviser dog til, at stigningen især skyldes en stigning i inddrivelsesrenter. Og selv om gælden er steget, er der fremgang at spore i Skats arbejde med at inddrive gæld.

Over det seneste år har Skat i gennemsnit inddrevet 571 mio. kr. om måneden fra borgere og virksomheder i Danmark. Ved udgangen af 2017 lød tallet på 562 mio. kr. om måneden.

Ifølge Skat er de 571 mio. kr. et højere beløb end, der blev inddrevet, inden stikket blev trukket til det skandaleramte inddrivelsessystem EFI. Inden det blev lukket ned, inddrev skat i gennemsnit ca. 450-500 mio. kr. om måneden.

Det er dog ikke første gang, at Skat over en periode har inddrevet mere om måneden end under EFI, og fra Skat lyder det, at man ikke er i mål endnu.

»Det er et langt sejt træk at få genoprettet en effektiv gældsinddrivelse. Selv om vi ikke er i mål endnu, så viser tallene, at vi er på rette vej. Det har en tydelig effekt på det månedlige inddrivelsesprovenu, at der nu er automatisk modregning på alle områder, og at det er lettere for borgerne frivilligt at afdrage på deres gæld,« udtaler Lars Nordahl Lemvigh i pressemeddelelsen.

Lars Nordahl er direktør for Gæld i Skat, og han skal stå i spidsen for den kommende Gældsstyrelse, når Skat bliver splittet. Fra 1. juli 2018 vil inddrivelsen af gæld blive varetaget af netop Gældsstyrelsen med ca. 1.500 ansatte.

Artiklens emner
Skat
Lars Nordahl Lemvigh