Erhverv
0

Autokæde i millionvækst: Vi kan ikke finde kvalificeret arbejdskraft

Den landsdækkende kæde af autoværksteder Quick Pot vækster, men mangel på kvalificeret arbejdskraft bremser virksomhedens fremtidige vækstambitioner. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) frygter, at det i sidste ende kan gå ud velstanden.

Foto: QuickPot

Vroom! Quick Pot oplever igen millionvækst, men mangel på faglært arbejdskraft kan sætte en kæp i hjulet for virksomhedens fremtidige vækstambitioner.

Quick Pots seneste regnskab for 2017 lægger sig lunt i overhalingssporet, idet indtjeningen er vokset med over 75 pct. til et resultat efter skat på 5,5 mio. kr. - det på trods af, at omsætningen ligger på niveau med forrige år.

Selv tilskriver virksomheden det store ryk i overskuddet et mere effektivt brug af kædens medarbejdere i forhold til høj- og lavsæson samt et øget fokus på at få sine kunder til at benytte sig af kædens hjemmeside og webshop.

»Vi er begyndt at arbejde meget mere med varierende arbejdsuger, så mekanikerne kan knokle igennem, når der er rigtig travlt, til gengæld arbejder de måske kun 30 timer, når der er stille på værkstederne. Samtidig er det lykkedes os at få kunderne til at booke tider og indhente tilbud over nettet, så der ikke længere er samme tryk på telefonerne,« fortæller Steen Haugaard Fransen, der er stifter og administrerende direktør i QuickPot.

Nu skal Quick Pot ud og fortsætte den vækst, der i 2017 er igangsat, men der er ét problem.

Virksomheden mangler kvalificeret arbejdskraft til at få toplinjen til at vokse i samme tempo som bundlinjen.

»Vi ansætter snart 20 nye lærlinge, fordi vi ikke kan skaffe nok uddannet personale. Heldigvis har QuickPot i mange år haft samarbejder med erhvervsskoler i Viborg og Hvidovre om talenthold for de særligt dygtige mekanikerelever. Det er nemlig vigtigt, at de kan arbejde selvstændigt fra begyndelsen,« fortæller Steen Haugaard Fransen.

Tidligere når Quick Pot slog stillingsopslag op om morgenen, kunne de forvente allerede at tage jobannoncen ned igen til middag. I dag modtager virksomheden i bedste fald en håndfuld ansøgninger - og i værste fald ingen.

Det er afgørende, at virksomhederne kan få de hænder, der er brug for. Ellers risikerer det at koste arbejdspladser og dermed gå ud over vores velstand.

Troels Lund Poulsen (V), beskæftigelsesminister

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er glad for Quick Pots initiativ til at ansætte lærlinge, men han frygter, at den mangel på kvalificeret arbejdskraft, som virksomheden oplever, kan koste arbejdspladser og i sidste ende gå ud over velstanden.

»Det er naturligvis godt, at der her er en virksomhed, som opretter flere praktikpladser. Der er for mange, der ikke kan komme i lære. Derfor lavede regeringen i august 2016 også en trepartsaftale, der netop skal sikre, at flere unge kan få en læreplads,« siger han og fortsætter:

»Vi må samtidig sige, at det er afgørende, at virksomhederne kan få de hænder, der er brug for. Ellers risikerer det at koste arbejdspladser og dermed gå ud over vores velstand. Regeringen er kommet med flere initiativer og har med en bred aftale afsat 92 mio. kr. til opkvalificering af ledige inden for brancher med mangel på arbejdskraft. Senest her i foråret præsenterede vi endnu en række af initiativer, der skal opkvalificere de ledige og styrke virksomhedsindsatsen i jobcentrene, som vi lige nu forhandler politisk,« slutter beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

BRANCHENYT
Læs også