Fortsæt til indhold

Prisbelønnet dansk shoppingcenter solgt

Efter 40 år skifter ét af Danmarks mest succesfulde shoppingcentre nu ejer. Køberen står bag en række andre indkøbscentre over hele landet.

HerningCenteret er over de seneste år blevet udvidet, så det i dag rummer 80 butikker. Foto: Joachim Ladefoged
Erhverv

En ny køber er fundet til Herningcentret, der sidste år blev kåret af Institut for Centerplanlægning og Detail-forum som Årets Shoppingcenter med Danmarks bedste aktiviteter.

Den nye ejer bliver Danske Shoppingcentre P/S, der ejer 16 andre shoppingcentre på landsplan heriblandt Frederiksberg Centret, Kolding Storcenter og Amager Centret. Danske Shoppingcentre er ejet af ATP Ejendomme og Danica Ejendomme.

»Vi er rigtig glade for at kunne tilføje Herningcentret til vores portefølje af shoppingcentre. Alene i de seneste fem år er der investeret ca. 100 mio. kr. i centret, så det er et moderne og desuden meget veldrevet shoppingcenter med en høj udlejningsprocent, spændende butikker og et solidt kundegrundlag. Vi ser frem til et langsigtet samarbejde med centrets lejere og kunder,« siger Michael Nielsen, der er direktør i Danske Shoppingcentre, i en pressemeddelelse.

Salget bliver afslutningen på en æra for ejerkredsen. To af ejerfamilierne har været med siden centret åbnede i 1978, og investeringsselskabet Difko har været en del af Herningcentret i 28 år. Årsagen til salget er, ifølge pressemeddelelsen, at ejerkredsen ønsker en fremtidig lejer med et langsigtet perspektiv for centret.

»Det har været positivt at opleve, at det er bemærket i både ind- og udland, at Hernincentret er et center, som har formået at udvikle sig fra at være et indkøbscenter til et shopping- og oplevelsescenter. Med den nye ejer er fremtiden sikret med hensyn til videreudvikling af centret,« siger Jesper Larsen, der er adm. direktør i Property Partners, der har hjulpet den nuværende ejerkreds med at sælge centret.

Formelt skal salget nu godkendes af konkurrencestyrelsen, og herefter vil Danske Shopppingcentre overtage Herningcentret d. 1. oktober 2018. Herningcentret har haft 80 mio. besøgende siden åbningen.

Artiklens emner