Erhverv
0

Engang var han blandt verdens rigeste - nu skal han 30 år i fængsel

Han var tidligere Brasiliens rigeste mand, men nu skal Eike Batista 30 år i fængsel.

Eike Batista kom til sin enorme formue på baggrund af massiv bestikkelse. Det koster ham nu en meget lang fængselsstraf. Foto: Arkiv.

Højt at flyve, dybt at falde. Brasilianske Eike Batista var engang god for 30 mia. dollars, men nu viser det sig, at han næppe kom til den astronomiske formue på fair vis. Det kommer til at koste ham 30 år i fængsel, skriver Bloomberg.

Årsagen til den lange fængselsstraf skal findes i, at han er blevet dømt for at betale 16,6 mio. dollars i bestikkelse til en tidligere guvernør i den brasilianske by Rio de Janeiro for at få lukrative kontrakter med staten.

Indtil videre er rigmanden i husarrest, mens den tidligere guvernør, Sergio Cabral, allerede rusker tremmer.

»Netop fordi han var en verdensberømt forretningsmand, var hans kriminelle forretningspraksis potentielt i stand til at forurene Brasiliens forretningsklima og omdømme, hvilket kunne have forårsaget dybe ar i forhold til investorerne og iværksætterne, der tidligere så Brasilien som en god investeringsmulighed,« skrev dommeren ifølge Bloomberg i afgørelsen.

Eike Batistas tidligere råvare- og logistikimperium var i sin velmagtsdage mere end 30 mia. dollars værd, hvilket i begyndelsen af dette årti var med til at gøre ham til en af de rigeste personer i verden - og den absolut rigeste brasilianer.

Eike Batistas advokat oplyser til Bloomberg, at han vil anke dommen.

Det du behøver at vide!
Modtag nyhedsbrevet Briefing og få hurtigt og nemt overblik over dagens væsentligste nyheder fra erhvervslivet – håndplukket af vores redaktion.
BRANCHENYT
Læs også