Krig i Harlang-familien: Forsøger at sætte moren under værgemål
Den interne krig i familien Harlang når nye højder, efter at den kontroversielle advokat Christian Harlang er gået konkurs.
Brødrene til den kontroversielle advokat Christian Harlang, der er under konkursbehandling, vil have deres 93-årige mor, Inge Merete Harlang, sat under værgemål.
Det er et modsvar mod, at Christian Harlangs ekshustru, Bente Meyer, som han stadig bor sammen med, for kort tid siden har fået fuldmagt over Inge Merete Harlangs økonomi.
»Vi er i familien meget utrygge ved, at Christians samlever, Bente Meyer, efter Christians konkurs nu forsøger at overtage kontrollen over boet efter vores far,« siger Christoffer Harlang.
Christian Harlang blev mandag den 18. juni sat under konkursbehandling.
Det betyder, at Christian Harlang mister sin bestalling, og en kurator er ved at få overblik over hans værdier.
»Vi er ikke bekendt med, hvorfor vores mor har ønsket at lade Bente Meyer disponere over sine aktiver, men vi formoder, at fuldmagten kan være overdraget for at muliggøre, at Christian i kreditorly kan skaffe sig adgang til udbetalinger fra vores mors formue,« skriver de i anmodningen til skifteretten om at sætte Inge Merete Harlang under værgemål.
Christoffer Harlang peger på, at Bente Meyer i forvejen er blevet bestyrelsesmedlem i familiefonden Harlang & Toksvig Fondet, som er stiftet af deres farfar og årligt deler penge ud til Frantz Harlangs efterkommere. Christian Harlang er blevet smidt ud af bestyrelsen, fordi han er under konkursbehandling.
»Her bidrog hun til at standse uddelingerne til min farfars efterkommere og i stedet kanalisere midlerne via min mors konto videre til Christian. Og nu har hun altså fået fuldmagt over vores mors formue,« siger Christoffer Harlang.

For nyligt solgte Christian Harlang et sommerhus, han oprindeligt købte billigt af moderen, tilbage til moderen. Samtidig er der igennem de senere år taget betydelige lån i både morens hus i Taarbæk og i de grunde, som ligger rundt om sommerhuset, og som skulle testamenteres til Christian Harlangs søskende, fordi han fik sommerhuset billigt.
Da Christoffer og Christian for mange år siden fik en stor ejendom i København, blev det skrevet ind i testamentet, at de to andre søskende, broren, Clement, og søsteren, Christine, skulle kompenseres.
»Vores mors og fars testamente byggede på absolut ligedeling mellem os fire søskende, og dette blev ført videre i vores mors testamente. Men sommerhusgrundene er siden blevet tungt belånt, og/eller solgt af Christian, og ligeså tvivler jeg på, om han ikke også har fikset det sådan, at de kompensationer, min søster og jeg skulle have forlods, er elimineret,« siger Clement Harlang.
Inge Merete Harlang oplyser, at hun ikke har nogen kommentar, mens telefonforbindelsen afbrydes, da Finans forsøger at få en kommentar fra Bente Meyer.
»Jeg udtaler mig ikke om det,« er Christian Harlangs eneste kommentar.