Serier
0

Bagmandspolitiet rejser ny bestikkelsessag mod Atea

Bagmandspolitiet rejser nye tiltaler efter sidste uges dom for bestikkelse.

Bestikkelsessagen i Atea
It-leverandøren Atea blev i sidste uge idømt en bøde på 10 mio. kr. for bestikkelse. Nu rejser bagmandspolitiet en ny straffesag mod selskabet og tidligere ansatte. Foto: Niels Ahlmann Olesen

Bagmandspolitiet har rejst endnu en bestikkelsessag mod it-leverandøren Atea samt syv medarbejdere.

Det bekræfter bagmandspolitiet over for Finans.

»Tiltalen kommer i naturlig forlængelse af, at foreløbig 18 offentligt ansatte er blevet dømt for modtagelse af bestikkelse i en række mindre sager gennem det seneste halvandet års tid. Denne del af sagen omhandler således de ansatte i Atea, som efter anklagemyndighedens vurdering har været involveret i ydelse af bestikkelse til disse offentligt ansatte personer ved overdragelse af elektronikudstyr til en reduceret pris eller gratis,« siger Per Fiig, chefanklager hos bagmandspolitiet.

Tiltalerne kommer, efter at Atea i sidste uge blev idømt en bøde på 10 mio. kr. for bestikkelse, mens syv nuværende og tidligere chefer fra Atea og Region Sjælland fik fængselsdomme.

Sagen om Region Sjælland blev betegnet som hovedsagen i det kompleks, der voksede ud af bagmandspolitiets efterforskning af Atea fra 2015.

Undervejs opdagede den særlige anklagemyndighed, at Atea-ansatte ikke kun havde bestukket offentligt ansatte i Region Sjælland, men også i en lang række andre offentlige institutioner såsom Københavns Kommune, DSB og Udenrigsministeriet.

Det er ifølge bagmandspolitiet sket ved at forære offentligt ansatte it-udstyr gratis eller ved at tilbyde det med store rabatter.

13 har allerede fået endelig dom for at have modtaget bestikkelse, men bagmandspolitiet har først nu rejst tiltale mod dem, der har ydet bestikkelsen – altså Atea og syv ansatte.

Ifølge Atea er ingen af de syv tiltalte længere ansat.

Straffesagerne mod de offentligt ansatte, der har taget imod it-udstyr gratis eller med rabat, har typisk udløst korte, betingede fængselsdomme. Derved adskiller de sig fra hovedsagen, hvor en tidligere it-driftschef i Region Sjælland blev idømt halvandet års ubetinget fængsel.

Atea kalder den nye udvikling »forventet«.

»Dette er ikke en ny sag, men en del af en eksisterende og kendt sag. Ingen af de tiltalte er længere ansat i Atea, og vi har hele vejen igennem støttet politiet i dets efterforskning, ligesom vi har foretaget en lang række tiltag, der skal forhindre, at noget lignende kan ske igen,« siger Morten Felding, der er Ateas danske landechef.

Atea oplyser desuden, at endnu en sag netop nu efterforskes af Nordsjællands Politi. Den sag involverer en tidligere ansat, der også blev dømt i hovedsagen i sidste uge. Også her kan Atea blive involveret igen, oplyser selskabet.

BRANCHENYT
Læs også