Erhverv
0

Slut med rejsebøvl: Dit ansigt bliver dit boardingkort

Det australske luftfartsselskab Qantas tester biometrisk boardingkort på udvalgte ruter, så passagererne slipper for papir eller at skulle fumle med mobilen.

En Boeing 787 fra Qantas tog forleden turen direkte fra Australien til London. Måske bliver det snart muligt for alle at slippe for boardingkort og kun bruge ansigtet som adgangsbillet. Foto: AP

Det australske luftfartsselskab Qantas er begyndt at sende passagerer af sted fra Sydney udelukkende med deres ansigter som boardingkort.

Når systemet er gennemtestet, vil det sætte passagererne i stand til gennemføre rejsen ved udelukkende at bruge deres ansigt som "adgangsbevis", skriver CNBC.

Qantas er gået sammen med Sydney Airport om at være de første, der skal lancere den nye teknologi. Det gælder foreløbig kun for rejsende på udvalgte oversøiske destinationer.

»I fremtiden vil passagerne slippe for febrilsk at skulle lede efter deres pas i håndbagagen ved check in og fumle i lommerne efter en mobiltelefon for at finde frem til boardingkortet. Dit ansigt bliver dit pas og dit boardingkort gennem hele processen,« siger Geoff Culbert, der er adm. direktør for Sydney Airport.

Ifølge Qantas' øverste kundechef Vanessa Hudson er der et pres på både luftfartsselskaberne og lufthavne for at kunne tilbyde kunderne en hurtigere og mere smidig oplevelse af en rejse.

BRANCHENYT
Læs også