Profileret iværksætter forlader Danske Bank efter hvidvasksag
Jeg flytter mine aktiviteter fra jer og vender ikke tilbage, lyder det fra rigmanden og virksomhedsstifteren David Helgason
Den islandske rigmand og virksomhedsstifter David Helgason har valgt at forlade Danske Bank som kunde med direkte henvisning til bankens hvidvasksag i Estland.
Det skriver Finanswatch.
I et opslag på Facebook skriver han ifølge mediet indledningsvist, at han har været tilfreds med bankens service, før han skifter over i den mere kritiske tone:
- Men en ledelse skal ikke bare sørge for, at deres virksomhed følger loven (som I tilsyneladende har gjort), men sørge for at dens handlinger kan tåle at se dagens lys. Og deri har I fejlet så alvorligt, at vi, jeres kunder, må tage konsekvensen og rykke op.
Derfor tager han nu konsekvensen og skifter bank.
- Jeg flytter mine aktiviteter fra jer og vender ikke tilbage. Det, der skete i Estland, kan ikke bortforklares som en lokal fejl, eller en mellemleder gone wild, skriver David Helgason og opfordrer andre til at gøre det samme:
- Hvis bare én person, jeg kender, også skifter fra Danske Bank, bliver jeg rigtigt glad.
David Helgason stiftede i 2007 Unity Technologies sammen med Nicholas Francis og Joachim Ante, og virksomheden, der laver teknologi til mobilspil og applikationer, har nu over 1300 ansatte.
Tidligere på ugen kom der nye afsløringer i bankens hvidvasksag, som ifølge Berlingske Business kan være dobbelt så stor som hidtil antaget og dermed på mindst 53 mia. kr.
De nye afsløringer har været med til at presse aktie ned med 5 pct. over de seneste tre dage. I år er aktien korrigeret for udbytte faldet med 17,4 pct.



