Erhverv

Ørsted og Vestas presser danske industriperler på indtjeningen

Faldende priser på vindenergi rammer de danske underleverandører til bl.a. Vestas og Siemens Gamesa.

Indtjeningen falder blandt mange underleverandører til vindindustrien. Foto: Ilan Brender. Foto: Ilan Brender

De lignede fremtidens vindende vækstvirksomheder, men i øjeblikket er de danske underleverandører til vindmølleindustrien sat under økonomisk pres.

En ny analyse af de største selskaber viser, at indtjeningen i størstedelen af virksomhederne dykkede sidste år, og det øger behovet for effektiviseringer og konsolidering.

»De priser på parkerne, der bydes ind på i dag, er ikke nødvendigvis noget, de (udviklere som Ørsted, red.) kan tjene penge på. Det kræver, at de henter besparelser, og jeg tror ikke, at der er nogen underleverandører, der ikke oplever et pres som følge af det,« siger Lars Cordt, partner hos kapitalfonden Axcel, der ejer Mita-Teknik og Nissens, som begge er store inden for vind.

Ifølge data, som BIQ har indsamlet for Finans, faldt indtjeningen i fjor hos 15 ud af de 26 største industrielle vindaktører herhjemme, hvoraf mere end hver tredje er ejet af en kapitalfond.

Hele værdikæden og sektoren er ved at tilpasse sig, og vi skal formentlig have både 2018 og 2019 med, før vi ser resultaterne af det

Jan Hylleberg, adm. direktør i Vindmølleindustrien

Det skal ses i forhold til, at virksomheder over en bred kam kan prale af historisk høj indtjening som følge af bl.a. lave renter, fornuftig efterspørgsel og begrænset lønpres.

Forklaringen er i høj grad, at konkurrencen er taget til pga. nye støttesystemer til vindenergi overalt på kloden.

Hvor tilskuddene tidligere bestod af et fast tilskud for den producerede strøm i langt de fleste tilfælde, betyder nye auktionsbaserede systemer, at indtjeningen konkurreres ned.

Det har lagt pres på vindmølleproducenter som Vestas og Siemens Gamesa, der trykker skoven af underleverandører, og det pres ser ikke ud til at aftage.

»Hele værdikæden og sektoren er ved at tilpasse sig, og vi skal formentlig have både 2018 og 2019 med, før vi ser resultaterne af det,« siger Jan Hylleberg, adm. direktør i Vindmølleindustrien.

Det er hårdt arbejde og kræver penge til investeringer

Frederik Aakard, partner hos Oaklins

Frederik Aakard, partner hos Oaklins, der rådgiver om køb og salg af virksomheder, fortæller, at mange af de karakteristika, der har gjort vindindustrien interessant for bl.a. kapitalfonde, stadig holder.

Den grønne agenda er blevet mere fremtrædende, og markedet vokser. Men prispresset havde de færreste set komme, og der er ikke nogen nem løsning.

»Det er hårdt arbejde og kræver penge til investeringer,« siger Frederik Aakard.

Mange underleverandører er i dag afhængige af få store kunder som Vestas. Lars Cordt, partner i Axcel, mener, at de underleverandører, der skal få succes, bliver nødt til at satse 100 pct. på vind. Og så bliver størrelse afgørende.

»Noget kan klares organisk, noget må klares ved at man går sammen,« siger han.

»Mange underleverandører er nok for små i dag.«

BRANCHENYT
Læs også