Fortsæt til indhold

Udvalg får seks timer til at skimme hemmelige e-mails om Mærsk-salg

Salget af Mærsk Oil til franske Total har affødt et utal af spørgsmål fra Folketinget om en skattemæssig særordning, som staten i 2003 gav Mærsk-ledede Dansk Undergrunds Consortium.

Erhverv

Energistyrelsen er fredag den 24. august vært for en ejendommelig seance.

Fra kl. 10.00 til 16.00 inviteres de 29 medlemmer af Folketingets energi-, forsynings- og klimaudvalg til at deltage i et lukket møde, hvor tiden skal bruges på at nærstudere to e-mails.

Det særlige ved den hemmelige mailkorrespondance er, at den indeholder Kammeradvokatens detaljerede juridiske begrundelse for, hvorfor staten i forbindelse med franske Totals køb af Mærsk Oil nødvendigvis skal overtage den lukrative særaftale kaldet kompensationsaftalen, der blev aftalt med A.P. Møller – Mærsk i 2003.

Kompensationsaftalen binder frem til 2042 staten på hænder og fødder i forhold til at pålægge tidligere Mærsk-ledede Dansk Undergrunds Consortium (DUC) nye skatter eller afgifter.

Aftalen blev indgået i forbindelse med Nordsøaftalen fra 2003, hvor A.P. Møller – Mærsk fik forlænget eneretsbevillingen for den danske undergrund til 2042 i bytte for en skærpet skattebetaling.

Nu har den franske energigigant Total så købt Mærsk Oil og overtaget hovedrollen i DUC fra Mærsk.

I den forbindelse har Enhedslisten afkrævet klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) svar på, hvordan det kan være, at Kammeradvokaten oprindelig vurderede, at en ny ejer af Mærsk Oil ikke »uden videre kan indtræde i den del af Nordsøaftalen, som vedrører kompensationsaftalen«.

Da Total havde meldt sig som køber, sadlede statens husadvokat pludselig om og anbefalede, at »staten ved en godkendelse af overdragelse af selve eneretsbevillingen til Total samtidig accepterer, at kompensationsaftalen medoverdrages.«

Det er i det lys, at energiudvalgets medlemmer nu inviteres til ved selvsyn at nærstudere Kammeradvokatens juridiske fodskifte i detaljer – bag lukkede døre i Energistyrelsen.

»Der vil ved samme lejlighed være mulighed for at orientere sig i det notat fra KPMG, som blev indhentet i forbindelse med godkendelsesprocessen for Mærsk – Total overdragelsen,« lyder det i invitationen.

A.P. Møller – Mærsk meddelte den 8. marts, at salget af Maersk Oil til Total var gennemført.

Artiklens emner
A.P. Møller - Mærsk
Maersk Oil