Erhverv
0

Aktieraket har gjort Frank Gad god for 340 mio. kr.

Direktør Frank Gad forvandler plastic til guld. Hans aktier i SP Group har gjort ham til mangemillionær.

Frank Gad, adm. direktør og aktionær i SP Group. Foto: Joachim Ladefoged

Den danske erhvervsmand Frank Gad havde is i maven og satte sine sparepenge i virksomheden SP Group, da kun ganske få havde lyst.

Det har i dag gjort ham til trecifret mangemillionær og medskaber af en af de større børsucceser herhjemme. Frank Gad er adm. direktør i den børsnoterede plastproducent SP Group, der de senere år er braget i vejret på børsen.

Det var i perioden maj 2017 til april 2018 med til at sende 71 mio. kr. ind på Frank Gads private konto. Det viser et nyt regnskab for plastdirektørens personlige selskab Frank Gad ApS.

Året forinden tjente Frank Gad over 180 mio. kr. Den samlede formue i hans selskab er nu på 340 mio. kr.

De store gevinster skyldes Frank Gads aktieandel i nordfynske SP Group, der producerer formstøbte plastemner og overfladebehandlinger.

Da Frank Gad kom til SP Group i 2004, var virksomheden i store økonomiske vanskeligheder. Sammen med en række bestyrelsesmedlemmer brugte han finanskrisen til at købe flittigt op i virksomhedens aktier, der var daværende tidspunkt havde ramt bunden.

Og han var efterfølgende med til at vende udviklingen i SP Group, som i dag er en af de store solstrålehistorier i dansk erhvervsliv.

SP Group har cirka 1.500 medarbejdere i ni lande og regner i år med at omsætte for cirka 2 mia. kr.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også