Erhverv

Kendt café-imperium forgyldte tre danskere

Den københavnske café- og restaurantkæde Victor Gruppen, der for et år siden fik ny medejer, har gjort tre erhvervsmænd til mangemillionærer.

Restaurant Geist er en af de 10 restauranter i Victor Gruppen Restauranter. Arkivfoto: Tobias Nørgaard Pedersen.

Tre danske cafemænd er blevet næsten 200 mio. kr. rigere, efter at de solgte en stor portion af den københavnske café- og restaurantkæde Victor Gruppen.

Det drejer sig om Torben Olsen, Thomas Fog og Anders Houmann, der i juni i fjor solgte halvdelen af aktierne i cafékæden til pengetanken Maj Invest Equity.

Købsprisen var hemmelig. Men nye regnskaber fra de tre cafeejeres personlige selskaber kaster nyt lys over handlen.

Regnskaberne viser, at Torben Olsen indkasserede 118 mio. kr., mens Thomas Fog og Anders Houmann tjente hhv. 32 mio. kr. og 44 mio. kr. Og da de tre erhvervsmænd fortsat ejer en pæn del af Victor Gruppen, får de også del i fremtidige overskud.

Victor Gruppen står bag en kæde af københavnske restauranter, der hvert drives efter individuelle koncepter. Mest kendt er kendisstedet Café Victor, som Torben Olsen åbnede i 1990, men Victor Gruppen ejer også bl.a. Ravage, Kanalen, Geist og PS Bar & Grill.

I alt har kæden 10 caféer og restauranter, og planen er på længere sigt at udvide til bl.a. Norge og Tyskland. Det fortalte Erik Holm, ledende partner i Maj Invest, tidligere på året til Berlingske Business.

Victor Gruppen omsatte i 2017 for 243 mio. kr. og fik et driftsresultat på 36 mio. kr. Torben Olsen er fortsat adm. direktør.

BRANCHENYT
Læs også