Ronaldo-feber i Juventus: 400 mio. kr. i trøjesalg på 24 timer
Den verdensberømte fodboldspillers nye trøje går som varmt brød i Juventus.
Cristiano Ronalds nye Juventus-trøje går som varmt brød.
På 24 timer har Juventus allerede solgt for knap 400 mio. kr. i Ronaldo-trøjer.
Det skriver Nordic Business Insider.
Trøjesalget udgør alene mere end halvdelen af købssummen på 745 mio. kr. for den 33-årige portugiser.
Juventus får dog kun en mindre del af trøjesalget, da klubber traditionelt kun får 10-15 pct. af indtægterne fra trøjesalg, svarende til mellem 40 og 60 mio. kr.
Tøjproducenten, i dette tilfælde Adidas, får størstedelen af pengene.
Købet ser dog allerede ud til at være en god forretning for Torino-klubben. Da nyheden omkring Ronaldos klubskifte brød ud, steg Juventus-aktien med næsten 40 pct., mens klubbens kanaler på sociale medier samme dag fik 1,5 millioner nye følgere.
Omkring skiftet har Ronaldo ifølge BBC sagt, at han håber at kunne »løfte Juventus til et endnu højere niveau«, og bedømt ud fra hypen og trøjesalget, lader han allerede til at være godt på vej.
Ronaldo er efter at have spillet de seneste ni sæsoner i Real Madrid skiftet til Juventus på en fireårig kontrakt.
Han har blandt andet spillet en stor rolle i klubfodboldens fornemste turnering Champions League, som Real Madrid har vundet de seneste tre udgaver af. Ronaldo selv har fem gange vundet Champions League med Real Madrid, mens han i sin tid i Manchester United var med til at løfte trofæet en enkelt gang.
Ronaldo kom til Real Madrid i 2009 fra netop Manchester United. Inden da tørnede han ud for Sporting Lissabon i hjemlandet.
Champions League-trofæet hungrer Juventus efter. Og Juventus satser på, at Ronaldo kan være med til at sikre klubben europæisk succes.
Torino-klubben vandt senest Champions League i 1996.