Erhverv
BREAKING

Disney står til at vinde bitter budkrig om 21st Century Fox

Disney-koncernen står til at sikre sig store dele af Rupert Murdochs 21st Century Fox, efter at konkurrenten Comcast har trukket sig fra budkrigen.

Foto: AP Photo/Richard Drew

Det bliver underholdningskoncernen Disney, der ser ud til at trække sig sejrrigt ud af budkrigen om en stor bid af 21st Century Fox.

Torsdag meddelte den amerikanske mediegigant Comcast, at koncernen trækker sit 65 mia. dollars store bud på 21st Century Fox tilbage - og dermed står Disney alene tilbage i kampen om at sikre sig dele af 21st Century Fox, der er ejet af mediemogulen Rupert Murdoch.

Det skriver flere amerikanske medier, herunder Bloomberg og CNN.

Buddet retter sig mod store dele af underholdningsaktiviteterne i 21st Century Fox – bl.a. tv-studier, flere tv-kanaler som FX og National Geographic, samt en ejerandel på 39 pct. i det britiske tv-imperium Sky.

Ifølge Bloomberg ligger buddet fra Disney på 71,3 mia. dollars. De to selskaber har ellers gennem en længere periode overbudt hinanden i forsøget på at sikre sig delene af Fox. Men nu hejser Comcast det hvide flag.

Comcast ejer bl.a. mediekonglomeratet NBCUniversial, der bl.a. inkluderer film- og produktionsselskaberne Universal Pictures og Dreamworks Animation, samt en lang række amerikanske tv-stationer.

De to konkurrenter Disney og Comcast er dog ikke færdige med at krydse klinger. De to mediegiganter ligger i forvejen i åben kamp om dele af Sky-koncernen. Her har Comcast budt 34 mia. dollars for at købe sig ind i Sky.

BRANCHENYT
Læs også