Erhverv
0

Udskældt netbutik lukket helt: Ejeren sælger stadig (rettet)

Netbutikken Beautyhome.dk er meldt til politiet for bedrageri og svindel.

BeautyHome.dk solgte varer produceret i Kina. Netbutikken er ikke længere tilgængelig. Screenshot.

Rettelse: I en tidligere version af denne artikel skrev vi fejlagtigt, at Niklas Fahnøe Pedersen var meldt til politiet. Det er ikke korrekt. Det er netbutikken Beautyhome.dk, der er blevet politianmeldt. Vi beklager fejlen.

Ejeren bag den udskældte netbutik Beautyhome.dk ser nu ud til helt at have lukket sin forretning, efter at han tidligere på året blev beskyldt for at snyde en stribe kunder - og efterfølgende blev politianmeldt.

Varer, der gik i stykker, manglende leveringer og penge, der blev trukket, før varen overhovedet blev sendt, var blot nogle af de problemer, som i februar fik den unge iværksætter Niklas Fahnøe Pedersen til midlertidigt at lukke sin netbutik.

»BeautyHome tager ikke imod flere nye bestillinger for en kort periode, grundet en række problemer, som vi skal have rettet op på for at kunne sikre vores kunder den bedste service i fremtiden,« oplyste BeautyHome på sin hjemmeside.

Nu er hjemmesiden helt lukket, og Beautyhome er heller ikke længere at finde på Facebook. Men det betyder ikke, at Niklas Fahnøe Pedersen er færdig med at sælge kinesiskproducerede varer til danskerne.

På samme adresse, som Beautyhome er registreret, sælger han varer under navnene Originalbaby.dk og Originalbaby.se. Sidstnævnte bliver på Facebook kritiseret af en lang række svenske forbrugere, som ikke har modtaget deres varer.

Nogle af dem skriver, at de har politianmeldt virksomheden.

Det er også tilfældet herhjemme, hvor Niklas Fahnøe Pedersen tidligere på året blev meldt til politiet for bedrageri og svindel. Han afviste i den forbindelse over for sn.dk, at han har snydt nogen.

Også på Trustpilot vrimler det med stribevis af dårlige kundeanmeldelser - både hvad angår Beautyhome og Originalbaby. Fælles for de fleste anmeldelser er, at kunderne skriver, at de ikke kan komme i kontakt med netbutikkerne.

Finans forsøger at få en kommentar fra Niklas Fahnøe Pedersen.

BRANCHENYT
Læs også