Erhverv

Stor bilforhandler i endnu et milliontab

Bjarne Nielsen sælger biler for over 1 mia. kr. årligt, men de seneste to år har været dyre.

2017 endte med at blive det første år siden 2009, hvor salget af biler gik tilbage. Foto: Morten Langkilde

En af Danmarks store bilforhandlere har på to år tabt næsten 30 mio. kr., og undervejs er en direktør røget i svinget.

Det drejer sig om bilhuset Bjarne Nielsen A/S, der har 10 bilhuse rundt om i landet, og som er ejet af den 64-årige stifter Bjarne Nielsen.

Først tabte bilforhandleren 22 mio. kr., hvilket kostede direktør Michael Stig Nielsen jobbet.

Nu er underskuddet i bilhuset faldet til 7,2 mio. kr., viser et nyligt offentliggjort regnskab, men selv om det er en forbedring, er det stadig »meget skuffende,« skriver Bjarne Nielsen i regnskabet.

»Det skuffende resultat skal ses i lyset af de politiske udfordringer, som branchen oplevede i forbindelse med nedsættelsen af registreringsafgiften, hvor de politiske forhandlinger åbent foregik over flere måneder, hvilket naturligt satte aktiviteterne i stå,« anfører Bjarne Nielsen.

Som Bjarne Nielsen henviser til, var der rigtigt nok stor politisk uro om registreringsafgiften på biler i begyndelsen af efteråret 2017.

Regeringen præsenterede et skatteudspil, hvor der var lagt op til at skære dybt i bilafgifterne. Men udspillet var ikke afstemt med støttepartiet Dansk Folkeparti, som hurtigt trak tæppet væk under det.

Polemikken fik bilsalget til at gå i stå landet over, og 2017 endte med at blive det første år siden 2009, hvor salget af biler gik tilbage.

Bjarne Nielsen endte med at sælge biler for knap 1,2 mia. kr. – et lille fald fra året før. Han forhandler seks mærker – Ford, Mazda, Kia, Renault, Dacia og Volvo.

I år forventer bilhuset et overskud før skat på 0-4 mio. kr. Det skyldes bl.a., at man i 2017 igangsatte en række initiativer, som skal forbedre indtjeningen, og som forventes at slå igennem i år.

»Selskabet har primo 2018 videreudviklet sine aktiviteter i Storkøbenhavn med udvidelse af aktiviteterne i Hørsholm og Birkerød samtidig med flytning og salg af aktiviteterne i Lyngby og Roskilde. Koncernens nye store bilhus i Køge står færdigt og indgår med fuld effekt i 2018. Disse initiativer forventes at have stor positiv effekt på såvel aktivitetsniveau som indtjening,« skriver Bjarne Nielsen.

Egenkapitalen i Bjarne Nielsen A/S er på 45 mio. kr. Ud over bilhuset af eget navn ejer Bjarne Nielsen landets største bilhus, Bilernes Hus i Silkeborg.

Læs også
Top job