Conoco øger investeringerne - toldkrigen koster
Aktien i olieselskabet Conocophillips flytter sig ikke meget torsdag i forlængelse af selskabets regnskab for andet kvartal. En lavere omsætning end ventet får ikke investorerne til at ryste på hånden, da indtjeningen kom i mål i forhold til konsensus. Aktien stiger beskedne 0,4 pct.
Olieselskabet kom gennem kvartalet med et justeret overskud per aktie på 1,09 dollar, mens omsætningen landede på 8,50 mia. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på 1,08 dollar og en omsætning på 10,05 mia. dollar.
Det justerede nettoresultat blev i perioden på 1,29 mia. dollar mod ventede 1,21 mia. dollar.
Conocophillips gearer op for investeringerne og vil nu bruge 6 mia. dollar i 2018. Det er næsten 10 pct. mere end hidtil planlagt, da selskabet ønsker at drage nytte af den højere oliepris. Da man oprindeligt lagde budget, brugte man en pris på 50 dollar per tønde, men nu er den over 70 dollar.
Olieselskabet bemærker dog også, at handelskrigen påvirker branchens omkostninger, og Conocophillips har noteret sig en stigning på 26 pct. i 2018 på stål, skriver Bloomberg News, på baggrund af de toldsatser, som USA har lagt på import af metallet.
- Der har været en betydelig bevægelse i markedet, siger Al Hirshberg, topchef i selskabet, til Bloomberg News.


