Erhverv

Dansk tøjfirma skifter navn

Tøjvirksomheden LauRie sælger i 20 europæiske lande og har indbragt ægtepar millioner. Nu ændrer den sit navn.

LauRie - nu Coze Aarhus - er stiftet i 1987 og blev i 2005 overtaget af Henrik og Lena Hansen. Foto: Mikkel Berg Pedersen.

Det danske tøjfirma LauRie, der er ejet af Henrik og Lena Hansen og kapitalfonden Industri Udvikling, skifter navn.

Virksomheden skal fremover hedde Coze Aarhus, skriver branchebladet Tøj.

»Vi har etableret Coze Aarhus, da vi har udvidet virksomheden med brandet ECHTE. Det er derfor på sin plads, at organisationen afspejler, at vi som virksomhed nu omfatter to selvstændige bæredygtige brands henvendt til to forskellige målgrupper,« siger adm. direktør Cecilia Winther.

LauRie - nu Coze Aarhus - er stiftet i 1987 og blev i 2005 overtaget af Henrik og Lena Hansen. Ægteparret formåede over en årrække at tidoble indtjeningen i tøjvirksomheden, og i 2015 solgte de 40 pct. af LauRie til kapitalfonden Industri Udvikling.

Det indbragte ægteparret cirka 30 mio. kr.

I dag sælger Coze Aarhus sit tøj i mere end 1.100 butikker i 20 europæiske lande. Hovedkontoret ligger i Risskov ved Aarhus.

Det seneste årsregnskab fra Coze Aarhus viste et underskud på 2,8 mio. kr. Det skyldtes bl.a. store investeringer i it, nye produkter og nye markeder.

Underskuddet ændrer dog ikke på, at tøjfirmaet gennem årene har været en indbringende forretning. Siden 2005 har Coze Aarhus haft et samlet overskud på 65 mio. kr.

Virksomheden beskæftiger over 30 ansatte.

Læs også
Top job