Fortsæt til indhold

Livreddere har travlt som aldrig før i sommervarmen

Overfyldte strande, frygtløse nordmænd og brandmænd. Livreddere knokler i varmen. Trygfondens Kystlivredning havde 17.810 indsatser på en uge.

John Heine Mogensen, chef for den Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste, opfordrer folk til at holde øje med hinanden. Arkivfoto: Andreas Haubjerg/Polfoto
Erhverv

Det er ikke kun kviksølvet i termometeret, der er eksploderet denne sommer. Antallet af badegæster ved danske strande har aldrig været højere, og det har skabt historisk travlhed blandt livreddere.

»Det er en stor fornøjelse at se så mange mennesker, der har glæde af strandene i år, og det giver naturligvis også livredderne en masse arbejde. Derfor er det forventeligt, at der er flere livreddende aktioner end på en vejrmæssig gennemsnitlig sommer, men det er første gang, at vi oplever så mange alvorlige situationer på en enkelt uge,« oplyser Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFondens Kystlivredning.

Jeg ved ikke, hvad der er med nordmænd og badevand. Men når de klager over os på lifterne, så kan vi godt klage over dem på strandende i Nordsjælland.
John Heine Mogensen er chef for den Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste

De seneste 20 år har livreddere fra Trygfonden Kystlivredning passet på badegæsterne ved flere af de danske strande. Men aldrig før har de haft så travlt, som det var tilfældet i sidste uge. Her måtte livredderne i aktion hele 17.810 gange, hvoraf 11 situationer vurderes at være livsfarlige.

»De mennesker, vi redder i land, er alle blevet overrasket over de kræfter, som de er oppe imod i vandet. Det kan være vinden, strømmen, afkøling eller udmattelse,« siger Anders Myrhøj.

Trygfonden Kystlivredning er fordelt på 36 strande landet over og tæller lidt over 200 livreddere. Der er også kommunale livredderetjenester i Aalborg, Nordsjælland og dele af København.

John Heine Mogensen er chef for den Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste. Torsdag eftermiddag kunne han fra sit tårn ved Hornbæk strand skue over ca. 6000-7000 badegæster, og han fortæller, at de nordsjællandske strande har enorme besøgstal i år.

Kystredningschefen, der selv er livredder, har ansvaret for 23 nordsjællandske strande, hvor besøgstallene i år har passeret 1,2 mio. badegæster. Det er næsten fire gange så mange som sidste år og et antal, der – inden sæsonen er slut – allerede er væsentlig mere end den hidtidige sæsonrekord på 915.000 gæster.

Johan Heine Mogensen beretter om en generel god opførsel, men har også et par opfordringer til badegæsterne:

»De fleste tror, det er folk, der svømmer 200 meter ud, der drukner, men de fleste af vores ulykker sker tæt på land, hvor folk undervurderer de risici, der er. Folk tænker, at hvis de går ud til revlen, så er der lige så dybt, når de går tilbage. Men stranden er ikke statisk som en svømmehal. Nogle gange er der meget dybere, og nogle gange er der kommet strøm.«

Hugorme i vandet

John Heine Mogensen opfordrer derudover folk til at holde øje med hinanden – og for en sikkerhedsskyld prikke til en person, der kan se ud til at have brug for hjælp i stedet for at gå videre. Som han forklarer, er det at drukne en proces, der kan være svært at se for en livredder.

Anders Myrhøj fortæller om en anden udfordring. Cirka 9 af 10 livreddende aktioner sker uden for de afmærkede områder, hvorfor livredderne kan være flere hundrede meter væk.

»Der er nogen, der tror, at fordi de kan se et livreddertårn, så kan vi også se dem, men sådan er det ikke, når der er 8.000 mennesker på en strand,« siger Anders Myrhøj.

Siden den 2. juni har Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste haft 48.000 forebyggende aktioner, mens 1.400 er blevet førstehjælpsbehandlet. Der har været 25 såkaldte røde aktioner, der er kritiske. Og en arbejdsdag på stranden kan byde på lidt af hvert. John Heine Mogensen fortæller, at tjenesten i weekenden har behandlet 700 mennesker, der er blevet ramt af brandmænd. Han har i år første gang oplevet badegæster, der er blevet bidt af en hugorm i vandet. Der er desuden dukket gamle håndgranater op. Og så er der nordmændene:

»Frygtløse nordmænd. Jeg ved ikke, hvad der er med nordmænd og badevand. Men når de klager over os på lifterne, så kan vi godt klage over dem på strandende i Nordsjælland. De har ingen respekt for vand,« siger John Heine Mogensen med et grin.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Badeferie