Fortsæt til indhold

Fiat Chrysler rammer vejbump i Kina

Erhverv
/ritzau/FINANS

Den nye direktør i Fiat Chrysler Automobiles, Mike Manley, lovede engang, at Kina ville være virksomhedens vækstlokomotiv. Nu skal han levere.

Det skriver The Wall Street Journal.

Den amerikansk-italienske bilproducent solgte færre end 85.000 biler i Kina i den første halvdel af året. Bilproducenten er en af de svageste blandt de internationale bilproducenter. Salget af Jeep, som er stjernen i Fiat Chryslers univers, lå 35 pct. lavere end året før.

- Jeep er en nedadgående spiral. Det er et spørgsmål om tid, før min chef beslutter sig for at stoppe salget af Jeeps, siger Hu Ping, som er salgschef hos en Jeep-forhandler i Zhenjiang i Kina, til The Wall Street Journal.

Til en konference i april sagde den afdøde Sergio Marchionne, som er tidligere direktør i virksomheden, at Jeep ikke har formået at grundlægge en identitet blandt de kinesiske købere. Den første Jeep, Grand Commander SUV, var designet specifikt til Kina. Den kom på markedet i maj, og der var solgt omkring 3.000 i slutningen af juni.

- Det er en kombination af forskellige ting, som vi skal fikse, og processen er startet, sagde Mike Manley i sidste uge ifølge The Wall Street Journal.

Kinesiske købere har generelt en lavere mærkeloyalitet end amerikanske forbrugere, og de forventer regelmæssige opdateringer og ny teknologi, skriver The Wall Street Journal.

Artiklens emner
Fiat Chrysler