Sådan stammer verdens rigeste mand fra Samsø
Manden bag Amazon.com - og den største formue i verden - har danske forfædre.
Amazon-stifter Jeff Bezos er ikke alene verdens rigeste mand med en formue på over 900 mia. kr. Han har også dansk blod i årerne. Det skriver Politiken.
På en lillebitte, tom grund på Samsø stod der engang et skævt bindingsværkshus med stråtag. Det var omkring 1900-tallet beboet af et ægtepar, hvis ældste søn, John, valgte at emigrere til USA.
John fik en søn, Theodore, som igen fik en søn, der blev døbt Ted. Denne Ted Jorgensen var angiveligt en vild krabat og gjorde som 17-årig den jævnaldrende Jacklyn Gise gravid.
Parret fik en søn, som de kaldte Jeff. Men på grund af alkoholproblemer og udskejelser med andre kvinder forlod Ted få år senere sin familie.
Nu, 50 år senere, er Teds søn, Jeff, verdens mest velhavende mand. Jeff Bezos, hedder han. Efternavnet skyldes, at Jacklyn Gise kort efter bruddet med Ted Jorgensen mødte den cubanske immigrant Miguel Bezos, der adopterede Jeff.
Da en journalist i 2012 opsøgte Jeff Bezos' biologiske far, fik begge sig en overraskelse. Ted Jorgensen anede nemlig ikke, hvad journalisten talte om. Han var slet ikke klar over, at hans søn - Jeff Preston Jorgensen - var Amazon.com-stifteren og mangemilliardæren Jeff Bezos.
Ted Jorgensen ville gerne genforenes med sin succesrige søn, men det ønske deler Jeff Bezos angiveligt ikke. Spørgsmålet er så, om han vil genforenes med Samsø?
Ifølge Politiken har Harald Sørensen, en tidligere lærer bosat på Samsø, skrevet til Bezos og inviteret ham på kaffe, hvis han skulle komme forbi Ørby på Samsø. Svaret lader endnu vente på sig.
Jeff Bezos var oprindeligt i finanssektoren, hvor han som 26-årig i 1990 blev den yngste vice president i Wall Street-hedgefonden D.E. Shaw. Det var her, han mødte sin kone, MacKenzie Bezos.
Men i 1993 tog han en chance, sagde sit vellønnede arbejde op og satsede alt på Amazon.com, der startede som en online boghandel, og som i dag er verdens største netbutik.



