Fortsæt til indhold

Deutsche Bank finder huller i sit hvidvaskpanser

Deutsche Bank, hvor Danske Bank netop har hentet sin nye chef for hvidvask-kontrollen, har fundet huller i det panser, der skal sikre, at banken ikke bliver misbrugt til hvidvask og andre former for økonomisk kriminalitet.

Deutsche Bank med hovedkvarter i Frankfurt am Main har fundet huller i sit hvidvaskpanser. Foto: AP/Arne Dedert
Erhverv

Godt et år efter at have betalt en enorm bøde for at tillade hvidvask af penge har Deutsche Bank fundet nye huller i bankens panser, der skal forhindre, at banken bliver misbrugt til den form for økonomisk kriminalitet.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters viser to interne undersøgelser, at Deutsche Bank har haft svært ved effektivt at bevare fuld kontrol over identiteten på bankens kunder.

Det var ifølge Reuters tests i Rusland, Irland, Spanien, Italien og Sydafrika, der afslørede problemer.

Deutsche Bank forklarer, at bankens tests har vist sig for komplicerede – de finder, hvad de skal, men de gør det ikke effektivt nok.

Det er netop i Deutsche Bank, at Danske Bank som et led i forsøget på at rydde på i sine hvidvaskskandaler i den estiske filial hentede en ny chef for den interne kontrol af hvidvask.

Han hedder Philippe Vollot og har været ansat i Deutsche Bank siden 2003 - senest som Global Head of Anti-Financial Crime & Group Anti Money-Laundering Officer. I Danske Bank får Philippe Vollot ansvaret for overordnet ”compliance”, dvs. at Danske Bank overholder gældende regler, herunder hvidvaskreglerne.

I januar 2017 måtte Deutsche Bank betale myndighederne 630 mio. dollars eller godt 4 mia. kr. i bøde, fordi banken var blevet brugt til at bringe over 60 mia. kr. ud af Rusland i en hvidvasktunnel.

Artiklens emner
Deutsche Bank
Danske Bank