Erhverv

Kraft Heinz i kraftig fremgang

Kraft Heinz stiger efter stærkt regnskab.

Kraft Heinz kommer fredag med et flot regnskab, der sender aktien i vejret. Foto: Ap.

Amerikanske Kraft Heinz, der især er kendt for sin ketchup, stiger kraftigt fredag. Fremgangen for aktien kommer i kølvandet af et stærkt regnskab og spekulationer om både frasalg og opkøb.

Aktien stiger med 8,5 pct. som det næstmeste i S&P 500.

Kraft Heinz overgik analytikernes forventninger på både omsætning og indtjeningen, hvilket investorerne tager positivt i mod, og samtidig er der presseskriverier om opkøb i USA og frasalg i Indien.

I USA skriver The New York Post, at man har indledt samtaler med Campbell Soup om at overtage suppeproducenten, og da Kraft Heinz' er udfordret på væksten, så er opkøb en mulighed for at vokse.

Samtidig skriver Bloomberg, at salget af en række forretninger i Indien er kommet et skridt nærmere. Her er der lagt op til, at Kraft Heinz kan få 1 mia. dollar for en række lokale varemærker.

Begge artikler henviser til unavngivne kilder.

Kraft Heinz kom samtidig gennem andet kvartal med et justeret overskud per aktie på 1,00 dollar, mens omsætningen landede på 6,69 mia. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på 0,92 dollar og en omsætning på 6,56 mia. dollar.

Det justerede nettoresultat blev i perioden på 1,14 mia. dollar mod ventede 1,12 mia. dollar, mens driftsresultatet, målt på EBITDA, landede på 1,97 mia. dollar. Her havde Wall Street ventet 1,94 mia. dollar.

BRANCHENYT
Læs også