Kapitalfond sælger mini-Mærsk for knap 5 mia. kr.
Nordic Capital har skilt sig af med Unifeeder for et milliardbeløb og scoret sig et »hæderligt« afkast. Den nye mellemøstlige ejer giver det danske rederi mulighed for at sejle ud på nye verdenshave.

Efter 11 år i armene på kapitalfonde får det danske rederi Unifeeder, der omsætter for næsten 4 mia. kr., nu ny ejer.
Nordic Capital har fundet en køber til Unifeeder, der nu i stedet for skal være en del af den Dubai-børsnoterede logistikkæmpe DP World. Koncernen overtager det danske feederrederi for 660 mio. euro, eller 4,9 mia. kr., inklusiv nettogæld.
Nordic Capital gik i fjor i gang med en salgsproces, der enten skulle sende Unifeeder på børsen eller over til en anden køber. I den forbindelse hev man tidligere Mærsk-chef Nils Smedegaard Andersen ind som formand for Unifeeder.
Missionen er nu lykkedes, og så til en sømmelig sum når man ser på, hvad Nordic Capital selv betalte i 2013. I hvert fald hvis man spørger Lars Terney, partner i Nordic Capital.
»Vi oplyser typisk ikke afkast, men det er absolut et hæderligt resultat,« siger han.
Både private equity-selskaber, industrielle spillere og infrastrukturfonde meldte sig på banen som interesserede købere til Unifeeder, der endte med at blive solgt til en såkaldt EV/EBITDA-multipel på 14,9 - multiplen bruges til at værdiansætte virksomheder. Unifeeders særlige regnskabstekniske tilgang betyder dog, at driftsresultatet ifølge investeringsbanker i virkeligheden er en hel del lavere, end Unifeeder giver udtryk for. Ifølge Finans' oplysninger har Nordic Capital fået sin investerede kapital tilbage cirka to gange.
Under Nordic Capitals ejerskab købte Unifeeder sig fra at være nordeuropæisk spiller til i dag at være en paneuropæisk aktør. Den næste del af rederiets rejse kommer til at bevæge sig uden for de europæiske grænser med DP World, der har 36.000 medarbejdere i 103 lande.
»Det åbner for en helt ny spilleplade, for så vidt angår vores geografi, og hvor vi kan lave forretning. Vi er 400 ansatte, og nu får vi et mere globalt rygstød og en global konstruktion i ryggen. Det er en kæmpe fordel. Især når vi tror på, at vores model, som vi gjorde paneuropæisk, ganske udmærket kan flyttes endnu længere væk,« siger Jesper Kristensen, adm. direktør for Unifeeder.
Unifeeders kunder – de store containerrederier – er i de seneste år gennemgået en massiv konsolidering. Feederrederiets nye ejer kan bidrage med at få selskabet til at passe ind i den nye virkelighed med større og mere globale rederier.
»Skal vi blive ved med at være relevant og den bedste leverandør rundt i verden, så kan det jo ikke hjælpe, at vi bare sidder i vores egen lille osteklokke,« siger Jesper Kristensen.
DP World er børsnoteret i Dubai, men majoriteten er ejet af de Forenede Arabiske Emirater (UEA). Koncernen har et netværk af 78 containerterminal på seks kontinenter og en række maritime services og andre logistikaktiviteter.
Både omsætningen, driftsresultatet før af- og nedskrivninger og bundlinjen ligger for Unifeedergruppens konsoliderede regnskab under niveauet i 2013, da Nordic Capital ifølge Finans' oplysninger købte Unifeeder for i omegnen af 3,3 mia. kr. af den britiske kapitalfond Mantagu.
Ifølge Lars Terney og Jesper Kristensen er rederiets underliggende operationelle resultater – hvis man ser bort fra belåningskonstruktioner samt tidsforskudte og ekstraordinære omkostninger mv. – bedre end dengang. De tal er dog ikke gjort tilgængelige. Og efter at have ruget på Unifeeder i fem år var tiden inde til at skille sig af med rederiet.
»Nordic Capital ejer selskaber i 4-7 år. Du er i en kamp mod uret, for dit afkast falder, des længere tid der går, hvis du skaber det samme nominelle afkast i kroner. Det er egentlig et meget naturligt tidspunkt efter fem år at sælge Unifeeder på,« siger Lars Terney.