Erhverv
0

Efter 27 opståede brande - nu tilbagekalder BMW over 100.000 biler

Turen kommer også til Europa, men i første omgang går BMW i Sydkorea i gang med at tilbagekalde biler.

BMW er begyndt at tilbagekalde biler i Sydkorea, og snart kommer turen også til Europa. Arkivfoto: Michael Noble Jr./Bloomberg.

Den tyske bilproducent BMW er i Sydkorea løbet ind i alvorlige problemer, som ser ud til at brede sig til Europa.

Fra januar til juli i år er 27 BMW'er brudt i brand i Sydkorea, ifølge landets transportminister, og på et pressemøde mandag undskyldte BMW for miseren.

»Vi undskylder oprigtigt for den bekymring, som er opstået hos folk og hos myndighederne efter den seneste serie af brandhændelser,« sagde bestyrelsesformanden for bilproducentens sydkoreanske afdeling, Kim Hyo-joon, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Fra den 20. august går BMW i gang med at tilbagekalde 106.000 biler i landet. Derefter kommer turen til Europa, idet BMW ifølge Reuters har konstateret lignende problemer her - og derfor igangsætter en »teknisk kampagne«.

BMW er det næstmest populære bilmærke i Sydkorea og har oplyst, at det fik kendskab til problemerne i 2016, men først i juni i år blev klar over, hvad årsagen til problemerne er.

13 sydkoreanske bilejere har anlagt et gruppesøgsmål mod BMW, fordi de ikke længere tør benytte deres biler.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også