Headhuntere: Her skal Pandora finde sin nye topchef
Smykkegiganten Pandora mangler en ny topchef. En headhunter mener, at bestyrelsen skal kigge mod udlandet. En anden ser muligheder for en dansk kandidat.
Direktørposten hos smykkegiganten Pandora står ledig, efter at det torsdag morgen kom frem, at Anders Colding Friis fratræder ved månedens udgang.
Spørgsmålet er nu, hvilke navne bestyrelsen har på listen over potentielle kandidater til tronen? Ifølge en analytiker bør Pandora have kikkerten rettet mod udlandet.
»Et decideret navn kan jeg ikke umiddelbart give dig. Men der er ingen tvivl om, at det skal være en international profil, som kender branchen. Jeg kan ikke forestille mig, at det bliver en finans- eller industrimand, for det skal være en, der kender markedet til forbrugere, og som har været på det i mange år,« siger John Lohff.
Han har været headhunter i mere end 30 år og er partner i Lohff Management Consultants A/S.
Afskedigelsen af Anders Colding Friis kommer, efter at Pandora først på ugen valgte at nedjustere sine forventninger til 2018. Det fik selskabets aktiekurs til at falde med næsten 25 pct.
I januar 2018 fremlagde Pandora ellers en række finansielle langsigtede mål samt en 2022-strategi for virksomheden. I denne uge erkendte Pandora dog, at det vil tage længere tid end først antaget at gennemføre planen. Og der skal spares - bl.a. i form af 400 fyringer - for at kunne realisere planen.
Headhunter og direktør i Sam International, Torben Fox Maule, mener først og fremmest, at bestyrelsen i Pandora skal finde en topchef, der passer til den fremtidige strategi.
»Bestyrelsen skal bruge tid på at tænke over, hvad det er, den vil med virksomheden, og derefter se sig om efter de rette kapaciteter. Pandora er en global virksomhed, så der vil være en stor mulighed for, at både udenlandske og danske kandidater kommer i spil,« siger Torben Fox Maule.
Mens Pandora-bestyrelsen går på jagt efter en permanent topchef, tiltræder Jeremy Schwartz i mellemtiden som ny driftsdirektør. Han har tidligere været administrerende direktør for The Body Shop, og sammen med Pandoras nye økonomidirektør, Anders Boyer, har han ansvaret for Pandoras ledelse, indtil en ny direktør er fundet.

