Fyret Pandora-chef: »Vi har ikke ramt tingene, som vi skulle«
Interview: Anders Colding Friis erkender, at kommunikationen med aktiemarkedet har skabt for stor usikkerhed om Pandoras udvikling og dermed hans egen rolle.
Anders Colding Friis er om få uger fortid i den danske smykkekoncern Pandora. Bestyrelsen har torsdag morgen besluttet, at han skal stoppe - efter en periode med hårdt pres på aktiekursen og bl.a. kritik af kommunikationen med det finansielle marked.
Anders Colding Friis, der tidligere på ugen sagde ja til at træde ind i bestyrelsen for Bang & Olufsen, fastslår, at han ikke ved, hvad fremtiden byder på for ham rent arbejdsmæsssigt.
Er det et pres fra aktiemarkedet, der koster dig jobbet hos Pandora? Eller hvordan vil du selv forklare det?
»Jeg har haft en snak med bestyrelsesformand Peder Tuborgh, og bestyrelsen havde et ønske om en udskiftning på posten som koncernchef. Sådan er det. Aftalen er, at jeg hjælper til frem til udgangen af august med at sikre en så god overgang som muligt. Det fortjener virksomheden.«
Der har været pres på dig og selskabet med kritik af kommunikationen med aktiemarkedet. Hvordan ser du på det?
»Vi har gjort os så meget umage, som vi har kunnet. Men det er helt tydeligt, at jeg og vi ikke har ramt tingene, som vi skulle. I torsdagens halvårsregnskab har vi taget noget af det med, som har været efterspurgt om bl.a. nøgletal. Jeg håber, det bliver godt modtaget, at vi giver mere transparens. Det har været et tema i en periode. Det erkender jeg.«
Hvorfor har du og I ikke bare lyttet til kritikken før nu om bl.a. udviklingen i det eksisterende, sammenlignelige salg?
»Der har åbenlyst været et stort ønske om det. Vi er dog ved at transformere Pandora til en detailvirksomhed, og derfor har vi ment, at vores rapportering var fornuftig. Men vi kan se, at i mangel af de tal fra os er der skabt andre beregningsmetoder derude, som ikke nødvendigvis er retvisende. Så derfor er det nu nødvendigt med tallet. Det er også et udtryk for, at vi lytter, og derfor nu tager tallet med.«
Hvad skal fremtiden nu byde på for dig?
»Det har været intensivt i en lang periode, så nu skal jeg være med til at lave en så god transformation i Pandora som muligt frem til udgangen af måneden. Derefter skal jeg slappe lidt af og tænke mig om. Så må vi se.«

