Erhverv
0

Tørken skaber frygt for mangel på pommes frites

Det usædvanligt varme vejr rammer nu kartoffelavlerne i Belgien.

Pommes frites kan blive en mangelvare efter lang periode med usædvanligt varmt vejr, fortæller belgiske kartoffelarvlere. Foto: Martin Kurt Haglund

Belgiens »nationalret« pommes frites trues af tørken.

Ligesom mange andre landmænd rundt omkring i Europa, håber også de belgiske kartoffelavlere på, at det usædvanligt varme vejr snart erstattes af mere regn, hvis ikke høsten helt skal fejle.

Vurderingen fra landmændene lyder allerede, at kartoffelhøsten vil blive reduceret med ca. en tredjedel sammenlignet med et gennemsnitligt år, skriver Politico.

Og hvis ikke vejret vender de kommende uger, frygtes den kommende høst af kartofler i september og oktober at blive endnu mindre.

»Vi kan ikke vide, om høsten er 100 procent god eller dårlig til september, men det er rigtigt, at hvis alt fortsætter som det er, er det ikke godt for frites,« siger Bernard Lefèvre, formand for Belgiens Unafri-Navefri, chips-avlernes organisation, til Politico.

Pommes frites er en integreret del af den belgiske kulinariske identitet. Så markant, at det belgiske mayonnaiseselskab Natura i 2017 bad UNESCO om at anerkende frites og mayo på sin verdensarvsliste.

»Frites er afgørende. Det er afgørende. Det er en del af vores kultur. Det er mere end et produkt - det er et symbol på Belgien,« lyder det fra Lefèvre.

En af de landmænd, der allerede kan se tørkens indvirkning på afgrøderne, er belgiske John Geleyns. Han fortæller til Politico, at hans kartofler i år er væsentligt mindre i størrelsen, og han forventer at høste 40 pct. mindre i år som følge af hedebølgen.

Belgien er blandt de mest pommes frites-spisende land i verden – og oftest udråbt som dét mest pommes frites-spisende land. Reuters har tidligere reporteret, at målt på indtag og indbyggere spiser belgierne de sprøde kartoffelstænger ti gange oftere end f.eks. amerikanerne.

Ifølge tal fra organisationen Unafri-Navefris hjemmeside besøger 95 pct. af alle belgiere en pommes frites-butik mindst en gang om året - og mere end 60 pct. af dem indtager pommes frites hver uge.

BRANCHENYT
Læs også